Flertal vil droppe omstridt milliardpulje

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Et politisk flertal lægger op til at omlægge satspuljen. I stedet skal samfundets svageste på finansloven.

Et flertal i Folketinget erklærer sig nu klar til et opgør med det omstridte satspuljesystem, hvor politikere hvert år fordeler et milliardbeløb til udsatte grupper som misbrugere, voldsramte kvinder og psykisk syge.

Det skriver Politiken.

Finansministeriet har nedsat en taskforce, der skal gennemgå de omkring 800 projekter, som udgør den såkaldte satspulje. Og står det til Socialdemokraterne, skal stort set hele puljen lægges ind under de mere sikre rammer på finansloven, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

– Når den taskforce har gennemgået det hele, vil jeg opfordre til, at partierne omkring satspuljen sætter sig sammen og lægger en bombe under hele systemet. Og går en helt anden vej, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken.

Ifølge Socialdemokraterne skal kun 500 millioner kroner af de knap 13 milliarder kroner efterlades til de kortsigtede projekter, som typisk får penge til fire års arbejde, skriver Politiken.

Siden satspuljen blev indført i 1990, er den vokset til 12,8 milliarder kroner årligt. Pengene kommer fra en nedregulering af overførselsindkomsterne.

Systemet har i årevis været under hård kritik for at skabe utryghed, fordi organisationer føler sig underlagt et vedvarende pres for at gøre sig til for politikerne. Og fordi det åbner for en kritik af, at politikere kan uddele vennetjenester til lokale formål.

Enhedslisten støtter helhjertet S-forslaget, og det samme gælder SF, siger formand Pia Olsen Dyhr.

Også Dansk Folkeparti erklærer sig positiv dog uden at ville tilslutte sig en præcis model.

– Det er en radikal omlægning, der lægges op til. Vi støtter idéen om, at projekterne kommer på finansloven. Men det er vigtigt for os, at vi får alle mellemregningerne med. Det ligger i et forhandlingsforløb, som vi vil gå positivt ind i, siger finansordfører René Christensen til Politiken.

Venstre vil endnu ikke tage stilling til spørgsmålet, mens Konservative er modstandere af idéen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS