Flertal: Overskydende licensmidler skal redde DR-orkester
Kulturminister Marianne Jelved (R) har stadig et flertal imod sig, men hun holder alligevel fast i, at DR UnderholdningsOrkestret skal lukkes med udgangen af året, sådan som DRs ledelse har besluttet.
Det var meldingen fra Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti efter et møde i Kulturministeriet mandag. Marianne Jelved selv ønsker ikke at kommentere sagen.
»Jeg har aldrig oplevet sådan en stædighed før. Ministeren blæser på flertallet, men det vil jeg ikke anbefale hende at gøre. Man skal respektere et flertal i Folketinget. Vi har forsøgt at lægge nogle kompromisforslag på bordet, men de bliver bare viftet af,« sagde Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, efter mødet.
Ingen af partierne ønskede mandag konkret at sige, hvad man havde forhandlet om, men angiveligt har Enhedslisten inspireret af Dansk Musiker Forbund fremlagt et forslag, som går ud på, at der årligt skal bruges et tocifret millionbeløb fra de såkaldte overskydende licensmidler på at bevare orkestret i sin nuværende form.
DRs ledelse besluttede i begyndelsen af september som følge af sparekrav at lukke det 75 år gamle orkester.
Beslutningen vakte stor opsigt, og efterfølgende samlede der sig et usædvanligt flertal bestående Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti, et nordatlantisk mandat og Enhedslisten imod lukningen.
Kulturministeren har svaret igen med et forslag, som går ud på at holde fast i lukningen, men til gengæld oprette et mindre kammerorkester under DR SymfoniOrkestret, som skal varetage de opgaver, som DR UnderholdningsOrkestret har løst. Bl.a. de populære sommerkoncerter på Ledreborg.
Holder fast i samråd og hasteforespørgsel
Men flertallet afviser ministerens forslag og satser nu i stedet på at bevare DR UnderholdningsOrkestret efter Enhedslistens forslag.
»Vi har stillet nogle spørgsmål, og nu skal ministeren svare på dem, før vi kommenterer sagen yderligere,« sagde Enhedslistens kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, efter mødet.
De Konservative og Venstre var optimistiske.
»Vi kan konstatere, at der er et meget klart flertal i Folketinget, som vil bevare orkestret, men det varer åbenbart noget tid, før det går op for ministeren. Derfor må vi desværre holde fast i det samråd i Kulturudvalget og den hasteforespørgsel i Folketinget onsdag, som vi har bebudet, så vi i Folketingssalen klart over for ministeren kan demonstrere flertallet,« siger de Konservatives kulturordfører, Lars Barfoed.
Han mener ikke, at de borgerlige nu løber fra deres synspunkt om, at DR ikke skal have tilført ekstra midler som følge af besparelseskravene i medieaftalen, som et bredt politisk flertal indgik lige inden sommerferien.
»Der er hvert år overskydende licensmidler, og dem har vi altid disponeret 50 procent af til DR. Vi ville alligevel give DR disse penge,« siger Lars Barfoed.
Der kan være juridiske hindringer for år efter år at øremærke en del af de overskydende licensmidler til at finansiere driften af DR UnderholdningsOrkestret, men det problem kan løses, mener Venstres kulturordfører.
»Ministeren har problematiseret det meget, men jeg har været med til mange konstruktioner i forhold til DR, og selvfølgelig kan vi finde en løsning, hvis regeringen vil det,« siger Michael Aastrup Jensen, der er tilfreds med mødet mandag.
»Flertallet står ved magt. Enhedslisten står vagt sammen med os andre,« sagde han.
Næste møde i Kulturudvalget om sagen er planlagt til 11. december.