Flere unge kommer i arbejde
Tal fra Danmarks Statistik fortæller historien om, at de unges vej til arbejdsmarkedet er blevet nemmere.
Den seneste arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden holder sig i ro, samtidig med at beskæftigelsen stiger.
Og noget tyder på, at det er de unge, der i højere grad melder sig ind på arbejdsmarkedet.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kigget nærmere på tallet og set på, hvordan det er gået med ungdomsarbejdsløsheden i det år, der er gået.
Og tallene er opløftende. Hvor arbejdsløshedsprocenten i begyndelsen af 2012 var 14,8 for de unge under 25, var det sæsonkorrigerede tal for fjerde kvartal sidste år kun 11,7 procent.
For de 25-34-årige gælder, at arbejdsløsheden i samme tidsrum er faldet fra 10,3 procent til knap otte procent, når man korrigerer for sæson.
– Det er meget glædeligt, at ungdomsledigheden nu igennem længere tid har vist en faldende tendens, og flere er kommet i arbejde.
– Længerevarende ledighed blandt unge kan have store negative konsekvenser for unge selv, men også for samfundet, siger Erik Bjørsted, der er chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Han mener, at en forklaring på de unges øgede jobfrekvens ud over den forbedrede beskæftigelse også kan være, at mange har benyttet finanskrisen til at få sig en uddannelse eller uddanne sig yderligere, så man har øget sine jobchancer på den måde.
Og han vurderer også, at kontanthjælpsreformen har været med til at give nogle unge et skub ud i uddannelse eller job.
Tallene betyder, at Danmark er blandt de lande i Europa med lavest ungdomsarbejdsløshed.
Kun Tyskland, Holland, Østrig og Malta kan fremvise en bedre statistik, mens Sverige, der ikke har været nær så hårdt ramt af finanskrisen, ligger et stykke højere.
Værst ser det ud i Grækenland og Spanien, hvor ungdomsarbejdsløsheden ligger omkring 50 procent.
/ritzau/