Flere timers kø til test: Folk vælger det fra
Mandag var der op til fire timers kø ved et mobilt testcenter i Gladsaxe. Det samme gør sig gældende i andre kommuner. Borgmestre vil have løst problemet nu.
(Citathistorie fra TV2 Lorry)
På trods af flere restriktioner råber flere borgmestre på tværs af partier og kommuner i hovedstadsområdet nu op om bedre forhold ved testcentrene, efter at der de seneste dage er opstået meget lange køer af folk, der skal corona-testes.
De er alle enige om, der skal findes en løsning, så man kan få nedbragt køerne.
– Jeg kan godt forstå de nye restriktioner, fordi vi bliver nødt til at sige til de unge mennesker med store blokbogstaver, at vi bliver nødt til at stramme os an nu. Men det er afgørende også at gøre det nemmere at blive testet. Vi oplever et kæmpe pres på testkapaciteten, siger borgmesteren i Helsingør, Benedikte Kiær (K).
– Jeg deler fuldstændig Benediktes holdning. Regionen skal være opmærksom på, at der har været meget lange køer ved de mobile teststeder. Vi skal undgå, at folk ikke bliver testet, fordi de regner med, at det er for besværligt, lyder det fra Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K).
Fire timers kø
Mandag eftermiddag var der op til fire timers kø ved et mobilt testcenter i Gladsaxe, og det samme gjorde sig gældende i Brøndby.
– Det er et problem, at der er så lang kø. Jeg ved, at nogle borgere ikke gider de lange køer, og det er en stor udfordring, for vi risikerer, at de så vælger det at blive testet helt fra, siger Trine Græse (S), der er borgmester i Gladsaxe.
Det er ikke kun ved de mobile testcentre, at der opstår lange køer. I Ballerup meddeler borgmesteren, at det også er et problem ved deres faste testcenter.
– I går var der nogen, der stod i kø i halvanden time, og da det så blev deres tur, kom de ikke til, fordi det var lukketid. Det må kunne prioriteres at finde løse problemet med de lange køer, siger Jesper Würtzen (S).
Regionsrådsformand erkender problemet
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) erkender, at der er lange køer ved nogle teststeder, og hun siger, at hun også synes, at det er vigtigt at prioritere, at flere bliver testet.
Regionen skal allerede i morgen holde et møde med Helsingør Kommune om, hvordan man løse udfordringerne dér.
Men det er ikke helt simpelt, lyder meldingen:
– Vores testkapacitet er afhængig af, hvor mange test Statens Serum Institut og vores egne laboratorier kan nå at analysere. Derfor må vi prioritere, og lige nu prioriterer vi de unge, der skal testes inden 18. december. Derfor er vi massivt til stede på uddannelsesstederne, siger regionsrådsformanden.
– Vi arbejder på, at vi derefter kan hæve testkapacitetet med 10.000, så vi kan teste 40.000 om dagen i regionen, og dermed vil der forhåbentlig også blive kortere ventetid ved teststederne, fortsætter hun.
Hun fortæller, at regionen holder øje med, hvor lange køer der opstår ved teststederne, og at de hele tiden justerer.
Som en del af de nye restriktioner mandag bliver der også nævnt en gradvis øget testkapacitet fra nu og op til jul. I uge 1 forventes kapaciteten at være op til i alt 125.000 daglige test på landsplan.