Flere stoffer fundet i 15-årig atlet
To af stofferne fra hjertemedicin, der er fundet i Kamila Valievas dopingprøve, er ikke på dopinglisten
Der er kommet flere detaljer frem i sagen om kunstskøjteløberen Kamila Valievas positive dopingprøve.
Ifølge den amerikanske avis The New York Times blev der fundet spor af tre forskellige stoffer, som bliver brugt til at behandle personer med hjerteproblemer.
Det er tidligere kommet frem, at hun er blevet testet positiv for trimetazidin, men ifølge avisen var der også spor af hypoxen og L-carnitin.
Må fortsætte
De to sidstnævnte er dog ikke på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.
Sagen om den 15-årige russer har fået stor international opmærksomhed.
Hun afgav 25. december sidste år en dopingprøve med spor af trimetazidin, men svaret kom først, dagen efter at russeren havde været med til at vinde guld i holdkonkurrencen ved vinter-OL i Beijing.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) gav hende lov til at fortsætte, mens sagen bliver behandlet, og det vides endnu ikke, om guldet kommer til at stå ved magt.
Fik uheldigvis hjertemedicin
Det var angiveligt i et dokument med tilknytning til CAS' afgørelse, at de to øvrige stoffer også blev nævnt.
Ifølge formanden for Den Internationale Olympiske Komités (IOC) disciplinærinstans, Denis Oswald, har Valieva forklaret, at hun blev testet positiv efter at have fået sin bedstefars hjertemedicin ind i kroppen på uheldig vis.
Har førstepladsen
Valievas bedstefar har ligeledes bekræftet, at han bruger trimetazidin mod hjerteproblemer.
Ifølge AFP har Kamila Valievas mor desuden forklaret over for russiske antidopingmyndigheder, at datteren tager hypoxen på grund af "udsving" med hjertet.
Tirsdag var Valieva så på isen igen i den individuelle konkurrence.
Her leverede hun en flot præstation, der betyder, at hun ligger på førstepladsen før afgørelsen torsdag.
Det har fået flere atleter til at kritisere hendes tilstedeværelse ved vinterlegene.