Flere sminker sig i adelige navne

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Stadig flere danskere skifter navn til et adeligt eller et adeligt klingende navn, skriver Kristeligt Dagblad.

Siden ændringen af navneloven i 2006 er det blevet lettere at skifte efternavn, og det kan være en af årsagerne til, at flere beslutter sig for at droppe Jensen, Hansen eller Nielsen, siger navneforsker ved Københavns Universitet, lektor Michael Lerche Nielsen til avisen.

I en lang årrække har det ikke været i tråd med samfundskulturen at have et navn, der lyder adeligt, og mange har ligefrem fjernet »von«, »de« og »af« fra deres navn. Men den tendens ser altså ud til at være vendt på hovedet.

»Vi lefler i det hele taget igen for finkulturen, og det kommer også til udtryk i vores valg af navne. Det er jo i høj grad fine, gamle og ofte adelige navne, folk vælger til deres børn, og nu vælger de dem så også til sig selv som efternavn. Det handler desuden om en nostalgi for det historiske, som igen nok handler om at styrke sin identitet i en tid, som for mange virker flygtig,« siger Michael Lerche Nielsen.

I Dansk Adelsforening mærker man også den øgede interesse, for hver måned får foreningen fire til fem henvendelser fra folk, der gerne vil være medlem og optages i Danmarks Adels Aarbog, skriver Kristeligt Dagblad.

Powered by Labrador CMS