Flere skyderier på åben gade på få timer

Efter to skudepisoder i Odense indfører Fyns Politi visitationszone. Ingen skulle være ramt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har inden for det seneste døgn været skudt med flere skydevåben i Bøgeparken og på Korsløkkevej. De skyderier har angiveligt  sammenhæng med en konflikt mellem forskellige grupperinger i Vollsmose og Korsløkkeparken, som fra tid til anden blusser op.

Som følge af ovenstående skyderier frygter Fyns Politi, at det kan komme til yderligere voldelige konfrontationer mellem medlemmer af grupperingerne under anvendelse af våben. Det lader til, at konflikten er blusset op igen.

“Besiddelse og anvendelse af våben i det offentlige rum er helt uacceptabelt og kan indebære fare for borgernes liv, helbred eller velfærd”, som Fyns Politi udtrykker det.

Derfor opretter politiet på Fyn nu en visitationszone. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse, der er underskrevet af den omstridte politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen. 

Flere anmeldelser om skud

Den første anmeldelse om skud fik politiet klokken 21.50 fra Bøgeparken i Vollsmose. Klokken 00.10 blev der så skudt på Korsløkkevej ved Nyborgvej.

– Der er affyret flere skud med to forskellige våbentyper. Det ser ud til, at det er gået værst for sig på Korsløkkevej, fortæller vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Gerningsmænd flygtede

I forbindelse med skyderierne har vidner set personer flygte til fods og på knallert.

Politiet har ikke fået meldinger om, at nogen skulle være blevet ramt i forbindelse med de to skyderier.

Ifølge Jørgen Andersen tyder det ikke på, at der er tale om bandeopgør.

– Der har i længere tid bølget en konflikt mellem nogle enkeltpersoner og deres medløbere. Der har været forskellige sammenstød og overfald, og det er endt i en spiral af gengældelse, forklarer han.

Vollsmose og Korsløkkeparken

De to skyderier har fredag fået politiet til at indføre visitationszone i Vollsmose og Korsløkkeparken.

I en visitationszone kan politiet visitere personer og deres køretøjer uden at have en konkret mistanke om, at de skulle have foretaget sig noget ulovligt.

– Samtidig øger vi den tryghedsskabende patruljering og lægger et massivt tryk på området, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen.

Mobile grupperinger

Området, det drejer sig  om er (se også billede):

Nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Lindved Å til Nyborgvej, mod syd Nyborgvej og Munkerisvej til Ørbækvej og mod vest Ørbækvej og Ejbygade til nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen.

“Baggrunden for den geografiske udstrækning er, at de implicerede grupperinger er særdeles mobile og hele tiden flytter sig. På den anden side er der lagt vægt på, at de i indledningen nævnte skyderier er foregået i Vollsmose og ved Korsløkkeparken. Hvis politiet skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af de kendte aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område“, står der i pressemeddelelsen, der også oplyser at visitationszonen indtil videre er gældende til 26. juli 2018 klokken 12.00 .

Powered by Labrador CMS