Flere sigtet for at overtræde nyt forbud
Det koster 2500 kroner.
De første personer har fået bøder søndag morgen og formiddag for at overtræde et opholdsforbud i København, oplyser politiet.
– Det er en lille håndfuld, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard ved 10-tiden om antallet.
Alle sager er rejst mod borgere, der ifølge politiets opfattelse har overtrådt forbuddet mod at tage ophold på Islands Brygge.
– Vi er meget synlige i området. Der er nærpolitibetjente i gule veste, og det almindelige beredskab er også derude. Vi er meget synlige her og på andre hotspots, siger vicepolitiinspektøren.
Forbuddet trådte i kraft lørdag aften. Straffen er en bøde på 2500 kroner.
Stramninger
Som Newsbreak.dk tidligere har fortalt, har politiet besluttet at bruge ændre på to ting i forsøget på at få folk til at holde afstand i det offentlige.
Først og fremmest har man besluttet at være mere aktive med bødeblokken, og overskrider du et opholdsforbud, står du til en bøde uden forudgående advarsel.
Netop opholdsforbuddet er det andet, politiet er begyndt at gøre brug af.
Der er i skrivende stund indført midlertidigt opholdsforbud ved Lakolk Butikscenter på Rømø i Sønderjylland og i et område ved havnefronten på Islands Brygge i København.
Det er ved sidstnævnte område, at politiet har udskrevet bøder søndag, og da der findes flere steder i Danmark, der af politiet er udpeget som områder, hvor borgere ikke bør samle sig, er der altså hos politiet mulighed for at oprette endnu flere midlertidige områder.
Du kan i galleriet til denne artikel læse om, hvad du må og ikke må ved et område omfattet af opholdsforbud.