Flere rystende nyheder: Peter Madsen har erkendt partering af Kim Wall
I en statusrapport fra Københavns Politi fremgår det mandag, at Peter Madsen har erkendt at partere Kim Walls lig.
Peter Madsen har mandag frivilligt forlænget sin varetægtsfængsling til den 15. november. Men i en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi nu, at der er sket flere markante ændringer i sagen den seneste tid. Disse fremlægges på denne måde som alternativ til et ellers planlagt retsmøde tirsdag.
“På grund af den store offentlige interesse for sagen, giver politiet her den status på efterforskningen, som ellers ville blive fremlagt i retten“, skriver politiet.
Blandt andet har Peter Madsen ved en afhøring den 14. oktober indrømmet at have parteret Kim Walls lig. Samtidig har raket- og ubådsbyggeriet endnu en gang ændret forklaring om, hvad der skete ombord på ubåden Nautilus.
Forgiftning
Peter Madsen er fortsat sigtet for drab på Kim Wall, som han i øvrigt nægter sig skyldig i, og han har ifølge politiet ved føromtalte afhøring nok en gang ændret sin forklaring. Nu har han forklaret, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning ombord på ubåden på et tidspunkt, hvor han altså selv opholdt sig på ubådens dæk. Således mener han, at han ikke selv oplevede, hvad der skete.
Endvidere har Peter Madsen erkendt, at det var ham, der efterfølgende har gennemført parteringen af liget og siden har smidt alle ligdelene i Køge Bugt. Det er således også en ændring af tidligere forklaring om, at han begravede den kvindelige journalist til søs – i hel tilstand.
– Denne forklaring giver naturligvis anledning til, at politiet indhenter diverse supplerende erklæringer fra såvel retsmedicinerne, såvel som forsvarets ubådseksperter, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen i pressemeddelelse.
Ny sigtelse
Endnu en nyhed i sagen er, at Peter Madsen nu har modtaget en ny sigtelse til det samlede billede. Foruden at være sigtet for forsømmelig omgang med lig – ved partering – er raketbyggeren også sigtet for drab. Ydermere har politiet nu sigtet ham for såkaldt “anden kønslig omgang end samleje under særlig skærpende omstændigheder.
Det er et ganske udefinérbart begreb, der ikke udspecificeres yderligere. Politiet skriver dog, at sigtelsen relaterer sig til 14 stiksår, der er fundet i og omkring kønsdelene.
(Artiklen fortsætter under fakta-boksen)
Resultatløse eftersøgninger
På nuværende tidspunkt er efterforskningen af sagen ved at lakke mod enden, og det betyder, at politiet nu kan oplyse, at der afsættes otte retsdage til en potentiel nævningesag i Københavns Byret med begyndelse den 8. marts.
– Der vil naturligvis stadig være relevante oplysninger der skal færdigefterforskes, men sagen er på de store linjer ved at være klar. Derfor overgår den nu til en præsentationsfase og jeg forventer at der bliver taget stilling til tiltalespørgsmålet inden årsskiftet, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen i pressemeddelelsen.
Der har gennem de sidste 14 dage været gennemført adskillige dyk i Køge Bugt for at finde Kim Walls arme samt såvel hendes som Peter Madsens mobiltelefoner. Dette har desværre ikke givet noget resultat, oplyser politiet.
Det vurderes aktuelt, hvorvidt der stadig skal gennemføres dykninger eller på anden måde søges efter disse dele.