Flere ringer til hotline for anti-radikalisering
Et stigende antal bekymrede venner, familiemedlemmer og professionelle ringer til Københavns hotline for anti-radikalisering for hjælp og vejledning. Det skriver DR Nyheder.
Telefontjenesten VINK har i alt haft 109 sager siden 2009, og 60 af dem var alene i 2014. I første kvartal af 2015 er tallet allerede oppe på 28 sager, oplyser Københavns Kommune til DR Nyheder.
Samtidig med, at telefontjenesten oplever en stigende efterspørgsel på hjælp og rådgivning, mødes politikere, forskere, journalister og helt almindelige mennesker torsdag til en konference i København for at diskutere, hvordan man kan forebygge radikalisering.
Konferencen er arrangeret af en ekspertgruppe, der blandt andet består af PET, SSP, menneskerettighedsorganisationen Dignity samt en række forskere.
Social- og integrationsminister Manu Sareen (R) vil også være til stede under konferencen, ligesom flere udenlandske eksperter fra blandt andet England og USA vil holde oplæg og deltage i debatter.
På konference skal deltagerne diskutere, hvordan myndigheder, civilsamfundet og muslimske organisationer kan samarbejde om forebyggelse af radikalisme. Desuden skal det debatteres, hvordan man bedst muligt sætter ind over for den digitale rekruttering, som finder sted på sociale medier.