Flere partier vil ændre e-cigaretter markant
Smage i e-cigaretter kan tiltrække børn og unge, mener regeringens støttepartier, der er åbne for forbud.
Det er et problem, at e-cigaretter med smage som lakrids, vingummi eller chokolade virker appellerende for børn og teenagere.
Det mener regeringens støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten, der er åbne for at forbyde smage i e-cigaretter.
I USA varslede præsident Donald Trump onsdag, at det snart skal være forbudt med andre smage end tobak i e-cigaretter.
Det sker efter mindst fem nylige dødsfald blandt brugere af de elektroniske cigaretter i USA.
– Når man ser smagsstoffer som vingummi eller lakrids, så er der ingen tvivl om, at det er henvendt mod unge, siger Enhedslisten sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
– Der er ingen tvivl om, at der er en skadelig virkning af e-cigaretter, og at smagene bliver tilsat for at tiltrække unge rygere, og det er vi klar til at sætte en stopper for, siger han.
Børn og unge bør ikke dampe
De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, er også klar til at se på, om et forbud mod smagsstoffer kan være lig med færre dampere.
– Vi kan se, at ret mange unge og børn prøver at dampe, og hvis de sjove og spændende smage ikke var der, ville det ikke have samme appel.
– Det vigtige for mig er, at vi undgår, at børn og unge damper, fordi vi ved, at det giver en større risiko for, at de begynder at ryge. Men det kan også være, at prisen eller afgifter er vejen til at nå det, siger Stinus Lindgreen.
Tror på reguleret marked
SF og Alternativet er ifølge Politiken også åbne for at forbyde smage i e-cigaretter, mens Socialdemokratiet ikke har nogen kommentarer til sagen og henviser til et kommende rygeudspil.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er derimod modstander af at forbyde smagsstoffer i e-cigaretter.
– Vi har et reguleret marked, og det tror jeg mere på. Med et forbud risikerer vi, at folk selv sidder og blander deres væsker. Det vil have større bivirkninger, siger hun.
Hun mener ikke, at smagsstoffer får børn og unge til at prøve e-cigaretter.
– Jeg tror ikke, at man begynder at ryge, fordi det smager af noget. Så ville det være nemmere bare at tage en lakridspastil.
– Børn og unge skal ikke kunne købe e-cigaretter. Det skal vi bare holde hårdt på. Så jeg kan ikke se, at der skulle være et problem, siger Liselott Blixt.
Sundhedsstyrelsen fraråder det helt
Selv om regeringens støttepartier og Alternativet er klar til at se på at forbyde smagsstoffer, er de modstandere af et generelt forbud mod e-cigaretter.
– Der er en risiko for, at hvis vi laver et forbud mod e-cigaretter, så vil brugere gå over mod cigaretter, og det ønsker vi ikke, siger Peder Hvelplund fra Enhedslisten.
Historien kommer efter, at Sundhedsstyrelsen gik ud og frarådede alle at ryge e-cigaretter. Det skriver Politiken.
– Ingen bør ryge e-cigaretter. Derfor fraråder vi nu klart alle børn, unge, gravide og ammende at ryge e-cigaretter. Det er den samlede mængde viden om skadevirkningerne, der er årsagen, sagde enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø, til Politiken.