Flere og flere kunder hos Telia

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Telia fortsætter med at hente nye kunder. I januar-marts har endnu 25.000 mobilkunder og 4.000 bredbåndskunder valgt Danmarks tredjestørste mobilselskab.

Dermed er Telia oppe på 1,6 millioner mobilkunder, 118.000 bredbåndskunder og 117.000 fastnetkunder i Danmark.

Fremgangen koster dog Telia penge i Danmark. Driftsresultatet (EBITDA) er nu på 140 millioner svenske kroner (den svenske Telia-koncern opgiver ikke regnskabstal i danske kroner) mod 154 millioner for tre måneder siden. Det er det laveste i mere end tre år. Også omsætningen er faldet, nemlig med 152 millioner kroner fra 1.574 til 1.422 millioner. Indtjeningsmargenen forbliver på 9,8 procent, som også var tilfældet i 4. kvartal, hvor Telia for første gang i mange år kom ned under 10 procent.

Større fremgang end umiddelbart set

Svensk-finskejede Telia, som også ejer lavprismobilselskabet CallMe, er tredjestørste teleselskab i Danmark efter TDC og Telenor men hører – som norskejede Telenor – til blandt verdens ti største mobilselskaber.

Det månedlige gennemsnitsforbrug pr. kunde falder også og ligger nu – for mobilkunderne – på 128 kroner om måneden, hvor det hele 2014 lå på omkring 135 kroner. Til gengæld er gennemsnitsforbruget pr. bredbåndskunde uændret på 152 kroner om måneden.

Telias mobilkundefremgang er i virkeligheden bedre end de 25.000 kunder. For rent faktisk har telegiganten fået 51.000 nye faste mobilabonnenter på tre måneder, mens den til gengæld har mistet 26.000 taletidskortkunder, som traditionelt er langt mindre forbrugende og ofte skifter selskab for et bedre tilbud, hvor de faste abonnenter bliver i butikken.

Sammenlægning afgøres i august

Den voldsomme konkurrence i Danmark fik i december Telenor og Telia til at meddele, at de formentlig sidst i 2015 slår deres danske forretninger sammen til et nyt selskab. Det har endnu ikke fået navn og kræver først godkendelse hos EUs konkurrencemyndigheder. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager vil 19. august meddele, om fusionen kan finde sted som planlagt, eller om de to selskaber f.eks. skal sælge noget fra for at få tilladelsen. Det nye »Telianor« bliver næsten lige så stort som TDC.

Kort før jul afsluttede Telia og Telenor sammenlægningen af deres mobilnet i Danmark efter næsten to års arbejde.

Konkurrenters regnskab først til maj

Også »3« kommer med regnskab i dag, tirsdag. Telenor aflægger regnskab for 1. kvartal 6. maj, TDC dagen efter, 7. maj.

Telia har været i Danmark siden 1995.

Powered by Labrador CMS