Flere og flere får dødelig legionella

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af danskere, der bliver smittet med legionella, stiger. Det viser nye tal fra Statens Seruminstitut.

Hoste, ømme led og opkastninger. Det lyder måske som en banal influenza, men kan også skyldes den noget alvorligere legionærsygdom.

De seneste år har der været en kraftig stigning i antallet af danskere, der bliver smittet med legionella. Det viser nye tal fra Statens Seruminstitut. Det skriver DR Syd.

– Stigningen er ret bemærkelsesværdig. Sidste år havde vi det største antal tilfælde af legionærsygdommen, vi nogensinde har registreret i Danmark, siger fagchef og seniorforsker ved Statens Seruminstitut, Søren Uldum.

Minder om influenza

Legionærsygdommen minder i begyndelsen om en influenza, men konsekvenserne er mere alvorlige. Efter de indledende stadier udvikler sygdommen sig til en lungebetændelse og svækker derudover organerne og centralnervesystemet. Over 15 procent af de smittede dør.

Antallet af danskere smittet med legionærsygdomme blev sidste år registreret til 157, hvilket er en stigning på 24 procent siden 2013. Den største del af tilfældene er fundet i Region Syddanmark, hvor 35 tilfælde blev registreret i 2014.

– Vi vil selvfølgelig undersøge nærmere, om vi kan finde en årsag til stigningen. Og om der er en grund til, at vi ser så mange tilfælde i Region Syd, siger Søren Uldum.

Legionella-bakterien, der forårsager legionærsygen, lever i ferskvand og andre fugtige miljøer. Langt de fleste bliver smittet, fordi bakterien findes i det vand, de drikker eller bader i.

Stadig sjælden

Sygdommen spreder sig mest, når vandet er mellem 25 og 45 grader. Derfor vil seruminstituttet nu se på, om der er en sammenhæng mellem det danske sommervejr og sygdomstilfældene.

– Vi ved fra udenlandske tilfælde, at for eksempel en varm og fugtig sommer betyder, at man har flere legionella-tilfælde. Så vi vil se på, om vejret måske kan forklare stigningen, især i syd, siger Søren Uldum.

Selvom stigningen er markant, understreger han, at der ikke er grund til bekymring.

– Legionella er stadig en sjælden sygdom, så det er ikke noget, man skal gå og være nervøs for at få, siger Søren Uldum.

 

/ritzau/

Powered by Labrador CMS