Flere og flere butikker dropper kontanterne
Det kan tvinge danskerne til at handle ind på en anden måde, end de er vant til.
Da det den første januar blev lovligt for butikker at nægte kontanter som betaling efter klokken otte om aftenen, var der 5 butikker, der valgte at ansøge om at få lov til det.
Nu har 150 ansøgt, fortæller DR Nordjylland.
En af dem er Rema 1000 i Aalborg Øst.
Her var der for halvandet år siden et røveriforsøg ved lukketid.
Og ifølge købmand Jacob Dalgaard, er der én årsag til, at butikken ikke længere tager imod kontanter om aftenen.
– Det handler om de ansattes sikkerhed, siger han.
Ingen problemer
Dalgaards butik i det nordjyske har været kontantfri fra klokken otte til ni ved lukketid, i snart to måneder. Og det har ikke skabt de store problemer, siger han.
For der er efterhånden ikke så mange, der betaler med kontanter, siger Jacob Dalgaard til DR Nordjylland.
Det er op til den enkelte købmand, hvornår butikken vælger at tage imod kontanter, og hvornår, den vælger det fra.
Derfor er det svært at sige, hvor mange af de 150 butikker, der har underrettet finanstilsynet om, at de ønsker ikke at tage imod kontanter, der reelt gør det.
Men det handler altså om sikkerheden i forhold til røverier.
I øjeblikket tager 10 Rema 1000-butikker ikke imod kontanter mellem klokken otte om aftenen og seks om morgenen.