Flere melder sig til Hjemmeværnet

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter terrorangrebene i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo og i København mod kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge er interessen for Hjemmeværnet vokset markant.

Over dobbelt så mange danskere meldte sig efter angrebene interesserede i at blive en del af Hjemmeværnet i forhold til gennemsnittet for de forudgående 20 uger, skriver Jyllands-Posten.

Rekrutteringschef for Hjemmeværnet Tuf Krenchel er overbevist om, at angrebene og deres umiddelbare trussel mod Danmark ligger til grund for stigningen.

»Vi kunne se en umiddelbar effekt på vores rekrutteringsside efter først angrebet i Paris og siden i København. Der opstod en tydelig stigning, som vi ellers kun oplever, når vi kører kampagner,« siger rekrutteringschef for Hjemmeværnet Tuf Krenchel til avisen.

Efter angrebet i Paris meldte 40 danskere sig til på rekrutteringslisten og ugen efter 75 danskere, mens 85 danskere meldte sig umiddelbart efter terrorangrebet i København, skriver Jyllands-Posten.

BNB

Powered by Labrador CMS