Flere lande advarer om nye angreb i Sri Lanka
Australiens udenrigsministerium kalder det "sandsynligt", at der sker flere angreb i Sri Lanka.
Både australske og amerikanske myndigheder advarer om, at der kan ske nye angreb i Sri Lanka.
Australiens udenrigsministerium skriver, at “terrorister sandsynligvis vil lave flere angreb i Sri Lanka”, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ministeriet tilføjer, at angrebene kan være vilkårlige og kan ramme steder, hvor turister opholder sig.
Derudover beder ministeriet folk om at genoverveje rejser til landet.
USA’s ambassade advarer om, at man ikke skal besøge hellige steder i Sri Lanka.
Fraråder rejser
I kølvandet på de massive angreb i Sri Lanka har det danske Udenrigsministerium også været ude med egne advarsler mod det ellers yndede rejsemål.
Siden angrebene den 21. april har anbefalingen nemlig været helt klar fra officiel side i Danmark.
– Vi fraråder midlertidigt ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka som følge af angrebene den 21. april 2019, skrives der på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Og Udenrigsministeriet har også uddybet hvorfor, at man fraråder rejser til landet.
– Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.
Massive forbud
De srilankanske myndigheder har udstedt udgangsforbud i landet i en søgen på flere implicerede i bombeangrebene 21. april, der har kostet omkring 253 mennesker livet.
Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, fortalte på et pressemøde fredag morgen, at myndighederne har kontrol over sikkerheden de næste par dage, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Myndighederne forventer at anholde 140 personer, der er involveret i Islamisk Stat, siger han.
Præsidenten fortæller, at regeringen bør tage ansvaret for angrebene på grund af ringe efterretninger. Han blev ikke oplyst om nogen trusler mod landet i midten af april, hvor han mødtes med landets forsvarsminister, siger han.
Landets politichef har oplyst præsidenten, at han træder tilbage efter angrebene, siger præsidenten.