Flere københavnere cykler på arbejde

Flere københavnere cykler på arbejde. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Når fordøren smækker bag københavnerne i den årle morgenstund, vælger næsten halvdelen af dem at sætte sig op på cyklen og køre på arbejde.

Det nyeste cykelregnskab fra Københavns Kommune viser, at 45 procent af de københavnere, der har et job eller en uddannelse, vælger cyklen frem for bilen eller den offentlige transport.

Det er markant flere end de foregående år. I 2013 var det 41 procent, mens blot 36 procent tog cyklen på arbejde i 2012.

»Med cykelregnskabet i hånden kan jeg konstatere, at vores indsatser virker, og at københavnerne elsker at cykle i vores hovedstad. Når det er sagt, så kræver de mange ekstra cyklister selvfølgelig, at vi fortsat investerer i og udbygger cykelnettet, så der er plads til os alle,« siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) i en pressemeddelelse.

Kommunens målsætning er 50 procent cyklende pendlere, men selv om det er gået fremad, forudser borgmesteren, at de sidste procenter bliver svære at nå.

»Vi har de sidste par år høstet de lavthængende frugter. Nu venter så det hårde arbejde med at nå de pendlere, som ikke er letpåvirkelige,« siger han.

Hvis det skal lykkes, kræver det nye redskaber, vurderer Morten Kabell.

»Vi skal blandt andet se på roadpricing, parkeringspolitik, indretningen af vejene og hastighedszoner,« siger han og tilføjer, at bedre cykelstier vil betyde færre parkeringspladser i kommunen.

I 2014 kørte københavnerne tilsammen mere end 1,3 millioner kilometer på cykel hver dag.

Powered by Labrador CMS