Flere i job i København og Aarhus end før krisen
Der bliver længere og længere mellem de arbejdsløse i København og Aarhus. Faktisk er så mange ledige kommet ud på arbejdsmarkedet, at der nu er flere mennesker i job i de to storkommuner, end da økonomien boomede i nullerne. Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udarbejdet for Ugebrevet A4.
I hovedstaden er der ifølge analysen nu 7,7 procent flere i arbejde, sammenholdt med før krisen satte ind i 2008. I Aarhus kan 1,3 procent flere glæde sig over at være i job.
Chefanalytiker Erik Bjørsted fra AE sætter ord på opsvinget i landets to største byer.
»Det her tegner et billede af krisens natur. De store byer med mange job inden for privat service – altså eksempelvis rengøring, rådgivning, transport eller advokatbistand – er ikke blevet så hårdt ramt af krisen som de mindre byer, hvor der er røget en masse job inden for industrien,« siger han til Ugebrevet A4.
I Aarhus er der god grund til at bruge det gamle slogan »smilets by«. I hvert fald er der stor fremtidstro hos SFeren Thomas Medom (SF), som er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.
»Vi er inde i en kraftig vækst, og der sker en masse på arbejdsmarkedet. En prognose fra Beskæftigelsesregionen viser, at der vil blive skabt 23.000 ekstra arbejdspladser i Aarhus frem mod år 2021,« siger Thomas Medom til Ugebrevet A4.
BNB