Flere folkeskoler har sultne elever

Manglende madpakker og ingen penge til lejrskole. Det er den triste hverdag for mange elever. Sådan lyder det fra over halvdelen af de skoler, som Fagbladet 3F har talt med.

Ifølge en skoleleder i København har forældrene så få penge, at deres børn går sultne i skole. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hver dag møder børn med tomme maver op i landets folkeskoler.

26 ud af 50 skoleledere oplyser, at børn fra udsatte familier møder sultne op i skole og ikke har madpakker med hjemmefra. Det viser en rundringning, som Fagbladet 3F har foretaget.

– Vi har en daglig madordning på skolen, hvor man kan købe et måltid for 20 kroner. Alligevel ser vi en del elever, som sidder i klasserne og hænger, fordi de hverken har fået nogen madpakke eller penge med. Og det er simpelthen fordi, at midlerne er så små hos nogle af vores familier, fortæller Marco Anders Damgaard, der er skoleleder på Tingberg skole i København.

For at imødekomme problemet har skolen søgt friplads for betaling til madordningen til de mest udsatte elever, så de kan få gratis mad, når de kommer i skole.

Hos Lindeskovskolen i Nykøbing Falster kan man også genkende udfordringen med de sultne elever.

Knapt 80 procent af deres elever er tosprogede, og mange af deres forældre er på lave ydelser, forklarer skoleleder Hans Christiansen til Fagbladet 3F.

Derfor har skolen været nødt til at gå så langt som at betale et månedligt abonnement til non-profit organisationen Fødevarebanken, der bekæmper madfattigdom, for at komme problemet til livs.

– Nu har vi mulighed for at dele overskudsmad fra butikker og virksomheder ud til børnene i vores formiddagscafé. Så er vi i hvert fald sikre på, at de får et ordentligt og sundt måltid, mens de er i skole, fortæller Hans Christiansen.

Mad fra Fødevarebanken

Samme løsning har Byskolen i Nakskov også gjort brug af. De får minimum én gang om ugen leveret mad fra Fødevarebanken, så deres elever kan få et gratis måltid i skoletiden.

– Vi har 80-100 elever der benytter sig af dette tilbud. Det er ret mange. Og det er jo nok også et udtryk for, at en del af dem står i en lidt presset situation derhjemme, fortæller skoleleder Betina Siegvardsen til Fagbladet 3F.

Også hos Sophieskolen i Guldborgsund Kommune har man forsøgt at afhjælpe problemet med de sultne elever. De har valgt at tilbyde alle elever gratis morgenmad, når de møder i skole.

– Vi oplever, at flere og flere af vores elever benytter sig af vores tilbud om gratis morgenmad. Vi befinder os i et udsat område, og det ses på børnene, fortæller skoleleder Jan Axelsen.

Skoleledere bekræfter stigning

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) kunne i december dokumentere, at antallet af fattige børn er steget med 12.000 fra 2016 til 2017.

Det betyder, at der er omkring 64.500 børn, der lever under fattigdomsgrænsen i Danmark.

Den stigning kan 18 skoleledere ud af 50 også bekræfte.

– Det er en udfordring, som vi oftere og oftere støder på. For bare fire til fem år siden havde forældrene slet ikke samme problem med at få skrabet penge sammen til noget så basalt som kostpenge til lejrskole, fortæller Finn Fallesen, der er skoleleder for Munkevængets skole i Kolding.

Tre skoleledere kan desuden rapportere om en stigende ulighed blandt de ressourcesvage og stærke elever. Skoleleder Karen Jessen fra Sødalskolen i Brabrand er en af dem.

– Som skoleleder forbliver opgaven med at fjerne social ulighed blandt børnene en hårdknude. De ressourcestærke elever bliver stærkere fagligt, mens vi ikke ser den samme mulighed for fremgang hos de mindre stærke elever, fortæller Karen Jessen.

Powered by Labrador CMS