Flere føler sig snydt ved billeje i udlandet
Det er surt at komme hjem fra ferien til en uventet ekstraregning fra biludlejningsfirmaet. Antallet af klager er steget med 50 procent.
En velfortjent, veloverstået ferie i udlandet kan give en kedelig eftersmag, hvis der pludselig dukker uønskede ekstraomkostninger op, som biludlejningsfirmaet gør krav på.
– Folk klager typisk over, at de er blevet påduttet meromkostninger ud over dem, som de mente, de skulle betale, eller som de allerede har betalt via en formidler på nettet, forklarer Lars Arent, der er leder hos Forbruger Europa, som vejleder og hjælper forbrugere ved problemer med billeje.
Stor stigning på ét år
Antallet af henvendelser om problemer med biludlejning i udlandet er steget med 50 procent fra 2015 til 2016, viser nye tal fra Forbruger Europa. Derfor skal forbrugerne være på vagt og holde på deres rettigheder, når de lejer bil, mener Lars Arent.
– Du opgiver dine kreditkortoplysninger, når du lejer bil, og dermed har biludlejningsfirmaet adgang til at trække det beløb, firmaet mener er det rigtige, derfor kommer overraskelsen tit, når du først er kommet hjem, lyder det fra Lars Arent.
121 danske klager
Forbruger Europa har modtaget 121 henvendelser fra danske forbrugere, der klager over problemer med biludlejning i perioden 1. juli 2015 til 30. juni 2016.
Til sammenligning var tallet blot 81 henvendelser året inden.
Mange af henvendelserne drejer sig om, at forbrugerne føler sig presset til at købe en tillægsforsikring, som de slet ikke har brug for.
– Nogle rejseforsikringer har allerede en indbygget selvrisiko til lejebiler, forklarer Dennis Lange, der er jurist hos FDM, Forenede Danske Motorejere.
– Det er værd at have med i baghovedet, så man ikke får dobbeltforsikret sig, når det ikke er nødvendigt, lyder rådet fra FDM’s jurist.
Fakta: Fem gode råd, når du skal leje bil på ferien
- Gør dig på forhånd klar, hvilke forsikringer du har brug for. Biludlejningsfirmaer vil ofte forsøge at sælge ekstraforsikringer, når du skal hente bilen.
- Kontroller bilen for ridser og skader sammen med biludlejeren både ved udlevering og aflevering, så du ikke kommer til at hæfte for gamle skader. Tag billeder med din telefon som dokumentation.
- Vær opmærksom på, at flere udenlandske biludlejningsfirmaer kræver ekstragebyr for brug af Visa/dankort.
- Læs kontrakten godt igennem, så du ikke er i tvivl om noget, når du skriver under.
- Kontakt din bank, hvis udlejningsfirmaet trækker et beløb, som du ikke er enig i. I visse tilfælde kan banken hjælpe dig med at få pengene tilbage.
Kilder: Forbruger Europa og FDM
/ritzau/FOKUS