Flere fly-aflysninger i danske lufthavne: Piloter og ansatte er gået hjem
Irske Ryanair må igen notere sig, at selskabets ansatte strejker. Onsdag giver det aflysninger i Tyskland.
Piloter og ansatte fra Ryanair i Tyskland har onsdag morgen forladt deres job i protest over, at forhandlinger med selskabet ikke er kommet nogle vegne.
Ryanair fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at 150 ud af 400 flyvninger fra Tyskland er aflyst. Københavns Lufthavn og Billund Lufthavns hjemmesider viser, at flere Ryanair flyvninger er aflyst.
Der er ikke tale om en decideret strejke, men en såkaldt “walk-out”, hvor ansatte forlader deres job. Den er kaldt af Tysklands pilotforening og fagforeningen Verdi.
Ryanair beskriver ifølge nyhedsbureauet AFP aktionen som “unødvendig” og “uacceptabel”.
Større aktioner af lignende karakter fra de ansatte i Belgien, Italien, Holland, Portugal og Spanien skal være på trapperne i den kommende periode.
Laver aftaler med fagforeninger
Sommeren har været præget af mange strejker i Ryanair ligesom også efteråret var det.
Gennem efteråret og vinteren måtte Ryanair aflyse over 20.000 afgange, hvilket berørte omkring 700.000 passagerer.
De mange strejker startede, da der efterhånden er mangel på piloter i Europa. Det fik Ryanairs ansatte til at kræve bedre arbejdsforhold. Det afviste Ryanair.
Siden da er Ryanair, der historisk har haft et meget anstrengt forhold til fagforeninger, begyndt at lave aftaler med fagforeninger i forskellige lande.
Senest er der kommet en aftale i Italien og før det i Irland. Aftalen i Irland kom delvist i mål, fordi Ryanair truede med at flytte flere fly og 300 arbejdspladser til Polen.
– Det er sådan, Ryanair forhandler med sine ansatte. Ved at skræmme dem og true dem med tab af job, siger næstformand i den tyske pilotforening Markus Wahl.
Ryanair sagde tirsdag, at fortsatte strejker i Tyskland kan føre til, at man flytter fly og nedlægger arbejdspladser.
– Vi kommer ikke med trusler. Hvis man har løbende strejker, så er det den økonomiske effekt, sagde marketingdirektør for Ryanair Kenny Jacobs tirsdag ifølge AFP.