Flere finder hurtigt et fleksjob

Beskæftigelsesministeren er begejstret for de nye tal. Foto: Colourbox/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Mennesker, der har fået tilkendt et fleksjob, kommer hurtigere i arbejde end tidligere. Samtidig er antallet af ledige fleksjobbere faldet.

Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet og analysevirksomheden Analyze!, der har set på udviklingen af fleksjob, siden fleksjobreformen blev indført. Det skriver Avisen.dk.

Analysebureauet Analyze! er netop kommet med en analyse af tallene for ledighedsydelse, som er den ydelse, arbejdsløse fleksjobbere får.

Ifølge analysen er det især forløb på ledighedsydelse med en varighed på under et år, som der er blevet færre af, siden fleksjobreformen trådte i kraft.

– Tallene indikerer, at flere nu kommer hurtigere i fleksjob, og at der er en del, der ansættes direkte i fleksjob efter at have fået tilkendt det og altså slet ikke er på ledighedsydelse, siger Kim Madsen, analytiker og indehaver af Analyze! til Avisen.dk.

Tallene vækker stor begejstring hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der stod bag reformen.

– Det betyder, at for mange mennesker, der kun kan arbejde få eller færre timer end fuld tid, så er tilværelsen vendt fra et liv med passiv forsørgelse til et aktivt liv med job og kolleger. Det har været hele formålet med både førtids- og fleksjobreformen, siger Mette Frederiksen til Avisen.dk.

Det er især de såkaldte minifleksjob, der er blevet mange flere af. De kan være helt ned til en til to timer om ugen og bruges nu i stedet for førtidspension.

Landforeningen af Fleksjobbere, LAFS, er kritisk overfor brugen af minifleksjob. Foreningen har en mistanke om, at det er stærke fleksjobbere, der har en højere arbejdsevne, der får job i få timer, mens de svage stadig står tilbage.

– Man har forsøgt at få minifleks til at ligne en succeshistorie. Men vi mangler klarhed om, hvem der har fået de job, og om de svarer til den enkeltes kvalifikationer, eller der er tale om kassetænkning, siger Hans Dankart formand for LAFS til Avisen.dk.

Powered by Labrador CMS