Flere er kommet på kontanthjælp det seneste år

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Knap 178.000 personer får kontanthjælp i Danmark. Udlændinge på kontanthjælp er steget 82 procent på et år.

De danske modtagere af kontanthjælp har indtil nu spillet en stor rolle i valgkampen, hvor politikerne blandt andet har diskuteret, om det kan betale sig at tage et lavtlønnet arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.

Torsdag er Danmarks Statistik klar med de nyeste tal for, hvor mange kontanthjælpsmodtagere, der er i Danmark:

I alt modtog 177.800 personer en eller flere kontanthjælpsydelser i marts 2015. Det er 1700 eller omkring én procent flere personer end i samme måned året før.

Tallet dækker blandt andet over en stigning i kontanthjælp til udlændinge, som hører under integrationsloven, på 5400 personer sammenlignet med samme måned sidste år.

Det er en stigning på 82,2 procent. I alt modtager 11.900 udlændinge, som hører under integrationsloven, nu kontanthjælp. Heraf vurderer kommunerne, at 285 er jobparate.

– Stigningen skyldes, at der har været en større tilstrømning af flygtninge til landet, siger afdelingsleder i Danmarks Statistik Carsten Bo Nielsen.

– Det er kontanthjælpsydelser, som typisk går til flygtninge og familiesammenførte, som hører under integrationsloven, siger han.

Efter tre år overgår udlændinge til det almindelige kontanthjælpssystem, hvis de ikke har fået arbejde i mellemtiden.

De samlede udgifter til kontanthjælpen er steget med 26 millioner kroner i marts i forhold til marts 2014, så den samlede regning lyder på 1,9 milliarder kroner. Det svarer til en stigning på 1,4 procent.

En person kan modtage flere kontanthjælpsydelser i løbet af en måned, og i alt blev der udbetalt 2000 færre kontanthjælpsydelser end i samme måned sidste år, hvilket er et fald på en procent.

Antallet af aktiverede kontanthjælpsmodtagere er fra marts 2014 til marts 2015 faldet med 8800 personer eller 23,2 procent.

Samtidig er antallet af ikke-aktiverede kontanthjælpsmodtagere steget med 5100 personer, svarende til en stigning på 6,4 procent.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS