Flere danskere går i ulovlig fælde
Det kan både være farligt og give bødestraf, hvis du bestiller nytårsfestens krudt hjem fra udlandet.
Coronakrisen har i høj grad flyttet handlen over på nettet. Men vælger du eller familien også at klikke årets hundepropper og romerlys hjem online, kan det hurtigt blive en dyr og farlig fornøjelse.
Det er nemlig ulovligt og kan give bødestraf, hvis du bestiller fyrværkeri hjem fra udlandet, hvilket nogle dog alligevel gør. Alene i de første ti måneder af 2020 har Toldstyrelsen beslaglagt pakker med knap 600 kilo ulovligt fyrværkeri fordelt på 54 sager.
Og det er en markant stigning i mængden fra 2019, hvor styrelsen beslaglagde 360 kilo fordelt på 59 sager.
Pakkerne indeholder alt fra kanonslag til batterier, romerlys og diverse røggranater.
– Om det er kunder, der ikke kender reglerne eller omgår dem, det kan være svært at vurdere, siger Henrik Pagh Kold, der er kontorchef i Toldstyrelsen.
– Men vi kan se, at der er nogle, der handler fyrværkeri på nettet og får det sendt hjem – og det er ulovligt, fortsætter han.
Må kun købes fra Danmark
Du må altså ikke købe fyrværkeri i udlandet som privatperson, men skal holde dig til det, du kan købe inden for Danmarks grænser, forklarer kontorchef Stine Pedersen fra Sikkerhedsstyrelsen.
– Det gælder også, selv om man blot vil køre til en grænsebutik og købe raketterne, fortsætter hun.
Du kan dog godt bestille fyrværkeri hjem online, hvis det kommer fra en dansk forhandler, hvor du efterfølgende kan hente det ved et dansk salgssted.
Men inden du klikker fyrværkeriet hjem, bør du tjekke, om det nu også er en dansk forhandler, der rent faktisk står bag hjemmesiden, eller om det blot er en udenlandsk hjemmeside, der har oversat sit indhold til dansk.
– Folk, der køber fyrværkeri på nettet, er ofte ikke opmærksomme på, at det kommer fra udlandet, forklarer Henrik Pagh Kold.
Kan være farligt
Og er du først kommet til at bestille fyrværkeri hjem fra et andet land, så er det ikke nødvendigvis ufarlige ting, du har liggende i garagen.
– Man risikerer at købe fyrværkeri, der kun må anvendes af professionelle fyrværkere, siger Stine Pedersen.
Derudover kan der mangle mærkning eller en dansk brugsanvisning, så du ikke ved, hvilke krav der er om afstand til fyrværkeriet. Måske brænder lunten i kortere tid, end den skal kunne.
– Det kan være produkter, der ikke er testet eller lever op til de krav, der er til fyrværkeri her hjemme, forklarer hun.
Og er det tilfældet, kan du være uheldig at påføre dig selv eller andre skade ved årets nytårsaften.
Ved seneste nytår blev i alt 228 personer behandlet for fyrværkeriskader på landets skadestuer – herunder var 29 af dem alvorlige skader.
I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du bør skille dig af med brugt fyrværkeri.