Flere anholdt efter alvorlige skudsager

I området omkring Køge foretager Midt- og Vestsjællands Politi anholdelser og ransagninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag morgen er flere personer blevet anholdt i en større politiaktion.

Anholdelserne er foretaget mod personer, der mistænkes at være indblandet i to tidligere skudsager i Køge. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Personer anholdt

Politiet har torsdag morgen iværksat en anholdelses- og ransagningsaktion på flere adresser primært i området omkring Køge.

Der er foretaget anholdelser i sagen, men Midt- og Vestsjællands Politi oplyser ikke, hvor mange der er blevet anholdt.

Dog afsløres det, at personerne, der er blevet anholdt, mistænkes at have en rolle i to skyderier i Køge-området.

17-årig skudt

De to skyderier, som politiet refererer til, er et skyderi på Karlemosevej dem 21. januar 2020, hvor en 17-årig blev ramt af skud.

Han modtog intensiv lægebehandling og blev meldt uden for livsfare. Politiet har behandlet sagen som et drabsforsøg.

Den anden episode er et skyderi, hvor to mænd blev ramt af skud på Parkvej den 28. januar 2020. Det var en alvorlig skudepisode, hvor politiet meldte ud, at de to mænd var i kritisk tilstand.

Politiet mente dengang, at skudepisoden udsprang af en langvarig og personrelateret lokal konflikt mellem personer fra to boligområder i Køge.

Opfølgning på sagen

Midt- og Vestsjællands Politi vil i løbet af morgenen foretage ransagninger af flere adresser i Køge-området for at underbygge mistanken mod de anholdte.

Politiet ønsker ikke på nuværende at oplyse nærmere om de anholdte, eller hvad der skal ske med de anholdte efter afhøring.

Dog oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at der bliver udsendt en pressemeddelelse, når der er en opfølgning på politiaktionen.

Powered by Labrador CMS