Flammer fortærer lade og 400 bigballer

Nu skal teknikere klarlægge årsagen

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til søndag, klokken 01.51, modtager Nordjyllands Politi og Nordjyllands Brandvæsen melding om en gårdbrand på Langmosevej i Skørping.

Ifølge Nordjyllands Beredskab var den så kraftig, den kunne ses fra lang afstand. Der blev derfor kaldt assistance fra stationen i Arden.

– Der var gået ild i 400 bigballer, siger Bruno Brix, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Der var ingen dyr i laden, ligesom ilden ikke har bredt sig til stuehuset.

– Der var ingen hjemme, så ingen er kommet til skade, siger Brix.

Brandvæsenet er stadig til stede og foretager en kontrolleret nedbrænding.

Hvorfor branden opstod, vides ikke.

– Vi skal have nogle teknikere derned, siger Bruno Brix.

Vagtchefen forventer, at brandvæsenet bliver på stedet til middagstid.

Powered by Labrador CMS