Fjernede dækventiler fra politibil
En politibil blev fredag aften udsat for hærværk.
Fredag aften var to mænd med til at gøre sådan, at en patrulje ikke kunne passe deres arbejde.
Udenfor politistationen på Stationspladsen i Haslev holdt en politibil parkeret. Her blev den udsat for hærværk.
Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Omkring klokken 23.30 blev ventilerne skruet ud af to af dækkene på politibilen.
Det betød, at bilen stod med flade dæk, da betjentene kom ud fra stationen.
Et vidne kunne dog berette, at han havde lagt mærke til politibilen, hvorfra han kunne lede politiet på sporet af to mænd.
En anden politipatrulje havde set de to mænd på Enighedsvej, hvor de blev kontaktet.
Det viste sig at være en 19-årig og en 20-årig fra Næstved, der passede på det signalement, der blev givet i sagen.
De to unge mænd blev anholdt klokken 23.46 og sigtet for hærværk.
Mændene blev afhørt og cirka en time senere løsladt.
Historien om hærværk kommer kun en uge efter, at Grønlands Politi har oplyst om, at de oplever en stigende grad af hærværk mod deres politibiler.