Fitnesscentre formidler hjælp til træningsnarkomaner
Fitnesscentre har formidlet hjælp til 35 fortrinsvis unge piger, der træner for meget eller spiser for lidt.
Træning er godt, men for enkelte kan det også blive for meget af det gode.
Landets fitnesscentre støder af og til på personer, der ser ud til at have udviklet en form for træningsnarkomani eller en spiseforstyrrelse – eller begge dele.
Det fik i 2015 brancheorganisationen Dansk Fitness & Helse Organisation til at indlede et samarbejde med Københavns Kommune.
Samarbejdet består i, at centrene formidler hjælp til et såkaldt sundhedstjek hos kommunen til personer, som kan være på vej ud på et helbredsmæssigt skråplan.
Fortrinsvis unge piger
Samarbejdet har indtil videre resulteret i, at 35 fortrinsvis unge piger har taget imod tilbuddet om et sundhedstjek.
– Vi har rigtige gode erfaringer med det samarbejde, vi har med Københavns Kommune.
– Det har vist sig, at 35 personer har benyttet det tilbud, der er, og som vi har formidlet via centrene.
– På den baggrund har vi indgået en ny samarbejdsaftale med Københavns Kommune for de næste to år, forklarer Morten Brustad, direktør i Dansk Fitness & Helse Organisation.
Hvor stort problemet er, ved branchedirektøren ikke.
– Vi er stødt på problemstillingen med, at enkelte har svært ved at styre deres træningsforbrug. Vi støder også på, at nogle synligt har et ernæringsproblem.
– I de situationer vurderer vi, at den måde, vi bedst hjælper på, er at gøre tilbuddet om sundhedstjek synligt.
– Enten ved at de selv ser tilbuddet i form af en pjece, vi har liggende, eller at en ansat formidler det på en diskret måde, for eksempel ved at lægge pjecen på en træningstaske, siger Morten Brustad.
Frivilligt at modtage hjælp
Han understreger, at centrene ikke tvinger nogen til at opsøge hjælp. Det er fuldstændig frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet eller ej.
– Træner man for meget, eller har man en spiseforstyrrelse, så er det uanset hvad meget tæt på privatsfæren.
– Vi gør ikke andet end forsøge at række en hånd ud, siger Morten Brustad.
Sundhedstjekket er gratis og består af en samtale med en sygeplejerske og en psykolog. Tilbuddet retter sig mod unge mellem 16 og 24 år.
Fitnesscentrene samarbejder indtil videre kun med Københavns Kommune. Men branchedirektøren ser gerne, at modellen udbredes til at omfatte landets øvrige kommuner.
/ritzau/