Fitness-skader stiger med voldsom hast

På få år er fitness blevet en af de motionsformer, som giver flest skader. Det viser nye tal fra Topdanmark.

Fitness-skader er ikke ualmindelige i Danmark. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

På få år er fitness blevet en af de motionsformer, som giver flest skader. Det viser nye tal fra Topdanmark.

Danskere bliver stadig dårligere til at passe på deres kroppe, når de eksempelvis løfter vægte eller prøver maskiner til fitness.

Nye tal fra Topdanmark viser, at folk, som anmelder skader fra fitness, løb og gymnasik, er steget med 30 procent fra 213 i 2012 til 276 sidste år, skriver Metroxpress.

Fortsætter udviklingen resten af året, vil tallet i år passere 300 og dermed vippe håndbold af tredjepladsen for sportsskader.

»Vi kan se en klar stigning i folk, der kommer til skade i forbindelse med træning i fitness-centre. Når man ser på, hvem der kommer til skade, er det typisk en yngre person, der kommer til skade med sin ryg i forbindelse med en squatøvelse, hvor man jo løfter en vægtstang. Man putter for mange kilo på,« siger kommunikationschef Jens Langergaard fra forsikringsselskabet, der peger på, at man kan miste erstatningsmuligheden, hvis man allerede har en svag ryg.

Ambitionerne er for høje

Tendensen bekræftes af overlæge Ulrich Fredberg, der driver Stadionklinikken i Aarhus og i mange år var cheflæge i AGF.

»Vi ser ganske mange skader ved fitness. Folk sætter et alt for højt ambitionsniveau, hvor de burde træne sig langsommere op. De burde starte med mindre vægte. Når de starter med at bruge 100 kilo, kan kroppen ikke klare det, så siger den knæk,« siger Ulrich Fredberg til Metroxpress.

Branchedirektøren for Dansk Fitness og Helse Organisation, Morten Brustad, fortæller, at cirka 800.000 danskere træner fitness.

»Når man ser på den eksplosive stigning, der har været i antallet af fitnessudøvere over de seneste 10 år, så vil man nok ikke kunne undgå, at der også vil være flere, der kommer til skade. Mit råd er, at man søger hjælp hos fitnessinstruktørerne og få lagt et realistisk program,« siger han til Metroxpress.

Powered by Labrador CMS