Fire værdifulde papegøjer stjålet fra Odense Zoo
To fuglepar er blevet stjålet fra Odense Zoo. Fuglene blev stjålet fra deres indendørsrum i haven.
Fire af verdens største papegøjer er blevet stjålet fra Odense Zoo natten til fredag. Fuglene er meget værdifulde og truet i naturen.
Det oplyser den zoologiske have i et opslag på Facebook.
– Vi har desværre haft indbrud hos vores hyacinth araer. To ynglepar – altså fire fugle i alt – og de er alle fire stjålet og væk, fortæller zoolog Ninna Collatz Christensen til Ritzau.
Haven lukkede torsdag klokken 16.00. Fredag morgen, da dyrepasserne mødte ind klokken 07.30, opdagede de, at papegøjerne var væk.
Måske et bestillingsarbejde
– Det er et helt professionelt og kynisk indbrud. Det er folk, som præcist ved, hvad de er gået efter. De har helt sikkert været i haven for at tjekke og fotografere, og man kan frygte, at det ligefrem er et bestillingsarbejde. Det er forår, og begge par udviste tegn på at ville yngle. De har været på rede, og det gør dem desværre endnu mere attraktive for hensynsløse samlere, siger Nina Collatz til Fyens.dk.
Fugleparrene var i to indendørsrum i haven. Det er fra de rum, nogen har stjålet de værdifulde papegøjer.
Odense Zoo har vagter, der går rundt om natten. Men vagten bemærkede ikke noget ved sin runde klokken 01.30.
– Der har ikke været noget usædvanligt klokken halv to. Om fuglene så er stjålet før eller efter halv to, det ved vi ikke, siger zoologen.
Dyre papegøjer
Ninna Collatz Christensen ved ikke præcist, hvor meget fuglene er værd. Men påpeger, at det er ynglepar, der er væk.
– Jeg ved, at ynglepar har højere værdi, end hvis det var enkelte fugle. Jeg ved, at de er meget værdifulde.
Fyens.dk har undersøgt prisen på sådanne fugle og skriver, at prisen på en enkelt sund papegøje er omkring 200.000 kroner. Et ynglepar kan nærme sig en million kroner.
Verden største papegøje
Odense Zoo har meldt tyveriet til Fyns politi. Haven opfordrer folk til at kontakte politiet, hvis man har set eller hørt, der kan hjælpe til med at finde fuglene.
Zoolog Ninna Collatz Christensen understreger, at papegøjerne ikke er til at tage fejl af.
– Det er verdens største papegøje. Den er næsten en meter lang med hale og det hele. Den er koboltblå og har gult ved øje og næb. Den ligner ingen andre, siger hun.
/ritzau/