Fire unge smed benzin på 16-årig: Nu er der nyt
De fire unge har netop modtaget en, for dem, nedslående besked.
Mandag kastede fire skoledrenge i alderen 15-16 år en flaske med benzin på en 16-årig skolekammerat.
De fire blev allerede tirsdag varetægtsfængslet af Retten i Horsens. Her nægtede de sig skyldig i grov vold mod en 16-årig afghansk dreng fra deres klasse, som de fire er sigtet for at have sat ild til med en brandbombe mandag aften. Derfor ankede de også kendelsen fra byretten.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Sydøstjyllands Politi, men til Ekstra Bladet har kredsen oplyst, at en dommer ved Vestre Landsret netop har besluttet, at de fire drenge skal forblive varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på ungdomsinstitutioner.
– Vi har netop meddelt de fire på de lukkede ungdomsinstitutioner, hvor de sidder, at de skal blive siddende i de fire uger, siger efterforskningsleder ved Sydøstjyllands Politi, Lars Peter Madsen, til Ekstra Bladet.
Politi: Har ikke det fulde billede
Lars Peter Madsen vil fortsat ikke fortælle særlig mange detaljer om sagen eller politiets efterforskning. Han bekræftede tildligere over for Newsbreak.dk, at overfaldet skete ved boldbanerne i Ry, men han vil ikke komme med nærmere detaljer om hændelsesforløbet.
– Det er noget, der er fremlagt i grundlovsforhøret, der var lukket, så det kan jeg ikke udtale mig om, sagde han.
Politiet oplyste tirsdag, at man formoder, der ligger en eller anden form for intern konflikt mellem drengene bag overfaldet, men han vil ikke kommentere på, om politiet er kommet nærmere på motivet. Politiet mangler da også fortsat en del oplysninger i sagen.
– Vi synes selv, at vi har et godt billede af, hvad der er sket, men vi har selvfølgelig ikke det fulde billede, og det er derfor, at vi fortsætter efterforskningen, sagde Lars Peter Madsen.
Skolebestyrelse: Udtalelse kommer senere
Newsbreak.dk har onsdag kontaktet formanden for skolebestyrelsen på Mølleskolen, Marianne Thorhauge, for at få en kommentar til sagen og forældrenes håndtering af denne, men hun ønsker ikke at udtale sig.
– Senere i dag lægger skolebestyrelsen en udtalelse på forældreintra om sagen, og den vil vi muligvis også sende ud til offentligheden, sagde hun til Newsbreak.dk.
Klokken 19 onsdag aften er det endnu ikke sket.
Mølleskolen iværksatte tirsdag et kriseberedskab fra Skanderborg Kommune.
– Vi er chokerede og rystede og kede af det på alle børnenes vegne. Det er virkelig trist, når en konflikt løber nogen af hænde, som den her er, udtalte viceskoleleder på Mølleskolen, Alma Schack Andersen til TV 2 Østjylland.
Berører alle
Skolen lagde også et officielt brev til forældrene ud på sin hjemmeside.
– Vi er også opmærksomme på, at hændelsen berører alle kammeraterne og øvrige børn dybt. Vi tror, den bedste medicin er at tale om det. Tale med lærerne, med pædagogerne og med jer (forældre, red.), skriver Alma Schack Andersen i brevet.
Skoleledelsen oplyser, at man ikke kan udtale sig yderligere om sagen, end de oplysninger politiet kommer med.