Fire danskere kan blive julemillionær
Danske Spil kalder det usædvanligt, at der i dag den 23. december kun er fundet én millionær på årets skrabejulekalender.
Mere end halvdelen af alle voksne danskere har en af årets skrabejulekalender, og fem kan blive millionær med den helt store gevinst.
Der sidder nok mange, der har skrabet ni juletræer og spændt venter på at skrabe det 24. felt i håbet om det 10. træ, der udløser milliongevinsten.
Ifølge DR.dk har kun ét skrabelod den 23. december udløst millionen. Det betyder, at fire heldige skrabere formentlig bliver millionær i morgen, når det 24. felt kan skrabes.
– Det er ret specielt. Det er dagen før juleaften, og der er fire millioner tilbage. Nogle af de andre år er det kommet mere klatvis, siger Maja Foght Jørgensen, der er brand manager hos Danske Spil, til DR.dk.
Masser solgte lodder
Danske Spil har tidligere oplyst, at der er solgt over to millioner lodder. Det betyder, at chancen for at vinde er særdeles minimal.
Faktisk er chancen forsvindende lille. 0.00025 procent er den, men da det er fuldstændig tilfældigt, hvilke lodder, der er gevinstgivende, er der håb endnu for de spændte skrabere.
– Det er en maskine, der trykker lodderne, så det er et tilfældighedsspil, siger Maja Foght Jørgensen.
Journalisten bag denne artikel mangler også kun ét juletræ.
Held og lykke og glædelig jul.