Fire anholdt efter fund af 39 døde i lastbil
Tre af de mistænkte blev anholdt i løbet af fredagen.
Politiet i Essex har anholdt endnu en mistænkt person i en sag, hvor 39 personer blev fundet døde i en lastbil onsdag. Det skriver politiet i Essex i en pressemeddelelse.
– En 48-årig mand fra Nordirland blev tidligere i dag anholdt i Stansted Lufthavn, mistænkt for menneskehandel og drab, siger Pippa Mills, repræsentant for politiet i Essex, i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under videoen
Lastbilens chauffør var den første, der blev anholdt i sagen. Det skete onsdag.
Tidligere fredag kom det frem, at politiet havde anholdt en 38-årig mand og en 38-årig kvinde i sagen, og siden fulgte altså anholdelsen af den 48-årige mand.
Fundet i et industriområde
Politiet bragte torsdag de første 11 lig fra lastbilen til et nærliggende hospital, hvor obduktioner skal fastslå, hvordan de døde.
Ved fundet af lastbilen i et industriområde i Grays øst for London blev ambulancer tilkaldt, men alle 39 personer var allerede døde. Ifølge politiet menes ofrene at være kinesiske statsborgere.
Nyheden om de fundne lig har vakt forfærdelse i Kina, som har reageret ved at kræve “strenge straffe” til dem, som er involveret i sagen.
Den kinesiske ambassade i London siger, at den har sendt et team til Essex.
Ikke første gang
I en årrække har illegale immigranter forsøgt at nå til Storbritannien skjult i lastbiler – ofte fra det europæiske kontinent. I 2000 blev 58 kinesere fundet døde i en lastvogn med tomater i Dovers havn.
Den kinesiske avis The Global Times, som udgives af kommunistpartiet i Beijing, skriver i en lederkommentar fredag, at Storbritannien har en del af skylden for tragedien.
Sagen efterforskes
Den 25-årige anholdte chauffør er ikke blevet formelt identificeret i offentligheden, men kilder tæt på efterforskningen har navngivet ham som Mo Robinson fra området Portadown i Nordirland.
Politiet vil senere afgøre, hvorvidt han skal retsforfølges, løslades eller tilbageholdes, mens der foretages videre undersøgelser i sagen.
Politiet har under efterforskningen ransaget mindst tre adresser i Nordirland.
Kommenterer ikke på rygter
Det er endnu ikke endeligt bekræftet, hvorfra i verden de mange døde kommer. Spekulationer går på lande i Asian, herunder Kina, men ifølge politiet er det altså ikke noget, man kan sige noget endeligt om endnu.
– Vi vil ikke kommentere på rygter om nationaliteten på de personer, der er fundet døde, siger Pippa Mills i pressemeddelelsen.