Fint forår i vente
Det ser ud til, at det bliver et fint forår
Hvis du foretrækker at være udendørs, kan godt begynde at glæde dig: DMI spår, at vi får et rigtig fint forår.
Perioden marts til maj bliver mildere end normalt, og nedbøren bliver enten normal eller lidt mindre end normalt.
Et højtryk dominerer første halvdel af marts. I de perioder, hvor højtrykket ligger over Nordeuropa, kommer der en strømning af kold luft fra nord eller nordøst. Det giver nattefrost ned til minus fem grader – nogle steder måske ned til minus 10 grader. Med hjælp fra solen kan dagtemperaturene komme op på to til fem grader. I de perioder, hvor højtrykket er tættere på Danmark kan vi få temperature på op til 10 grader om dagen.
Anden halvdel af marts ser ud til at blive præget af et højtryk over Europa. Det betyder milde vinde fra syd og vest. I perioder kommer der svage fronter, som giver lidt regn. Generelt ser det ud til, at marts ender en til to grader mildere end normalen, som er tre grader.
Både april og maj tegner til at blive varmere, end vi er vant til: Cirka en grad højere end normalt, som er 7,5 grader i april og 11,4 grader i maj.
Højtryk eller højtryks-rygge dominerer Centraleuropa og til tider også Sydskandinavien. Det betyder, at Danmark hovedsageligt får luft fra milde sydlige og vestlige retninger. De fronter, som vil passere landet bliver svage og medbringer kun lidt regn.