Finnair åbner Billund-Helsinki rute

Finnair åbner rute mellem Billund og Helsinki i 2016. Pressefoto
Offentliggjort Sidst opdateret

4. april 2016 er ventetiden forbi for vestdansk længsel efter de hurtigste ruter til Asien og Finland. Den dag åbner Finnair nemlig for en daglig ruteflyvning mellem Billund og Helsinki

Finnair har godt nyt til alle i Vestdanmark – og ikke mindst til de mange jyske virksomheder med forretningsforbindelser i Asien eller Finland. Nu åbner Finnair nemlig for en daglig afgang fra Billund Lufthavn til Helsinki, hvilket giver direkte adgang til de hurtige og smidige forbindelser til Asien og Finland.

Første fly letter mandag 4. april 2016, og det ser de frem til i Billund Lufthavn.

– Vi glæder os meget over Finnairs nyhed i dag – vi har længe arbejdet på at få en direkte forbindelse til den finske hovedstad. Fra Finnairs base i Helsinki er der også gode muligheder for at komme hurtigt videre til det østligste Europa og Asien, hvilket vil komme erhvervslivet i hele Vestdanmark til gode, siger Kjeld Zacho Jørgensen, CEO, Billund Lufthavn.

Tættere på asiatiske destinationer

Finnair ser frem til samarbejdet med Billund Lufthavn, der fungerer som et vigtigt trafikknudepunkt for både jyske og fynske rejsende. De rejsende kommer dermed tættere på Finnairs 15 asiatiske destinationer; Beijing, Shanghai, Hongkong, Chongqing, Xi’an, Seoul, Tokyo, Osaka, Nagoya, Singapore, Ho Chi Min City, Delhi, Bangkok, Phuket og Krabi.

– Vi har set et stort behov i Jylland for Finnairs direkte rute til Helsinki og smidig adgang til Finnairs genveje til Asien. Jeg er virkelig glad for, at Vestdanmark nu også kan få glæde af den stigende efterspørgsel efter vores stærke og hurtige rutenetværk til Asien, og vi har store forventninger til den nye rute, siger Finnair Danmarks landechef, Robert Öhrnberg.

Ruten flyves med Embraer 170 og Embraer 190 med afgang fra Billund mandag, onsdag, fredag og søndag klokken 12.10 og tirsdag, torsdag og lørdag klokken 20.10. Flyvetiden er på en time og 45 minutter fra Billund til Helsinki.

Udover Finnairs forbindelser til Asien åbner ruten også op for hele 18 destinationer i Finland, fem gode forbindelser i Rusland, fire gode forbindelser til Baltikum, og en lang række codeshare og partner destinationer, så som Sydney, Melbourne, Brisbane, Adelaide, Perth, Cairns, Kuala Lumpur, Hanoi, Manila, Pusan, Taipei og Jakarta.

Powered by Labrador CMS