Fingeraftryk og dna kobler somalisk mand til bombe i kælder
25-årig somalisk mand nægter at stå bag bombe i kælder i Aarhus, selv om hans fingeraftryk er fundet på pose.
En gruppe kampklædte betjente, en lægebil, ambulance, flere patruljevogne, varevogne fra kriminalteknisk afdeling og endda en vogn fra ammunitonsrydningstjenesten (EOD). Alt det befandt sig i området omkring en lejlighed på Peter Fabers Vej i Aarhus V, hvor et større område var spærret inde bag politiet minestrimler.
Da Newsbreak.dk kom til stedet lød der flere brag, der mindede om en dør, der blev slået ind og kunne tyde på, at der også blev affyret en slags chok-granater ind i lejligheden.
Herefter blev en 25-årig somalisk mand anholdt.
Sådan skrev Newsbreak.dk 30. oktober 2016.
Forinden blev der fundet bombe med 400 gram sprænglegemer, detonator og metalstykker i en kælder i en opgang på Peter Fabers Vej.
Politiets mistanke rettede sig mod en dengang 24-årig somalisk mand, der befandt sig i en lejlighed.
Da han ikke reagerede på politiets råb, skød man altså tåregas ind i lejligheden, hvorefter manden kom ud.
Han blev anholdt og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet.
For lukkede døre
Politiet har kørt sagen for lukkede døre og holdt efterforskningen hemmelig.
Siden er der rejst tiltale mod manden for fremstilling og opbevaring af bomben.
Under sin afhøring af den tiltalte forklarer anklager Lars Petersen, at der er fundet fingeraftryk fra den tiltaltes tommelfinger på det plastikomslag, som bomben befandt sig i.
Der er også fundet dna-materiale fra den tiltalte på noget køkkenrulle, som var viklet om lunten.
Men den spinkle og kronragede somaliske mand nægter at have haft noget med bomben at gøre.
Han forklarer, at han kom hjem fra en bytur midt om natten og faldt i en dyb søvn.
Han vågnede først, da tåregas blev skudt ind i lejligheden.
Til gengæld erkender han at have opbevaret hash i lejligheden. Til det formål brugte han otte-liters fryseposer.
Det kan være en af disse poser, der er fundet ved bomben i kælderen.
Mystiske overfald
Anklageren vil også vide, hvad den tiltalte mand skulle bruge to skudsikre veste til, som blev fundet i lejligheden.
Det var ifølge den tiltalte, fordi han en i forbindelse med en verserende bandekonflikt frygtede for sin sikkerhed.
– Der skete mystiske ting i den periode. Der var nogle mystiske overfald og sådan noget, fortæller den tiltalte.
Fem telefoner i lejligheden
Anklageren vil også vide, hvorfor den tiltalte opbevarede fem telefoner i lejligheden, hvoraf en var sat op til at foretage krypteret kommunikation.
– Det var for at undgå at blive hacket, hvis jeg eksempelvis skulle sende et billede, forklarer den tiltalte.
Den somaliske mand har forklaret, at han ikke boede fast i lejligheden på Peter Fabers Vej.
Fremlejede lejligheden
Det var en lejlighed, der blev fremlejet til en af hans venner, og hvor en stor kreds af mennesker ifølge den tiltalte mødtes for at hygge og spille Playstation.
Flere personer havde nøgle til lejligheden og brugte den, når de havde behov for et sted at sove, forklarer han.
Manden er ikke tiltalt efter terrorparagraffen, men for at have brudt våbenloven ved at fremstille en bombe, der ifølge anklageskriftet “var til stor fare”.
Der er afsat tre retsdage til sagen, og der ventes dom 21. april.
/ritzau/