Finder stjålet cykel til salg på nettet

Det lader til, at cykeltyve har en forkærlighed for hash.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag fik en kvinde stjålet sin cykel – onsdag fandt hun den igen. På nettet.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport. 

Onsdag klokken 15.51 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 28-årig kvinde, der dagen forinden havde fået stjålet sin cykel og nu kunne se, at den var sat til salg på nettet.

Kvinden var ret sikker på, at det hendes cykel, og hun aftale med politiet, at hun skulle sætte et møde op med sælgeren, og så ville politiet møde op sammen med hende.

Kvinden aftalte at mødes med sælgeren på en adresse i det nordlige Aarhus klokken16.15.

Her dukkede politiet så også op, og den 21-årige mand, der ville sælge cyklen, blev sigtet for tyveri af cykel. Han erkendte da også, at han havde stjålet cyklen, men det viste det sig, at det ikke var den eneste cykel, han havde stjålet.

Hash – og endnu en cykel

Da betjentene kiggede nærmere på hans lejlighed fandt de nemlig endnu en cykel, som han også blev sigtet for at have stjålet.

De fandt desuden også en mindre mængde hash, hvorfor han også blev sigtet for narkobesiddelse.

Ikke første gang

13. november kunne Østjyllands Politi på sin Facebook-side fortælle en lignende historie.

En ung mand havde fået stjålet sin cykel. Nu havde han set den sat til salg på Facebook.

“Manden forsikrede os om, at det var hans cykel, da den kunne genkendes på noget særligt udstyr, han havde installeret på cyklen”, skriver politiet.

Den unge mand blev bedt tage kontakt til sælgeren og sætte et møde i stand. Hvad sælgeren ikke vidste var, at den 22-årige mand til ”handlen” samme aften ville troppe op sammen med to civile betjente.

“Klokken 19 mødte vi op på adressen sammen med den 22-årige, som hurtigt kunne genkende cyklen på de særlige kendetegn. Den 42-årige sælger forklarede, at han kort tid inden selv havde købt cyklen på Facebook til 3000 kroner”.

Han havde godt nok tænkt, at cyklen til den pris var noget af et røverkøb, og studsede også over, at cyklen i størrelsen ikke passede sælgeren.

Den 42-årige mand købte dog cyklen, da han så sit snit til at tjene et par håndører ved at sælge cyklen videre til over det dobbelte.

“I stedet for et par håndører erhvervede den 42-årige mand sig dog en sigtelse for hæleri, og den 22-årige ejer af cyklen kunne forlade stedet med sin cykel”.

Jagten på tyven fortsatte.

Cykel – og hash

Politiet kørte til den opgivne adresse, hvor det blev mødt af en 19-årig mand i en lejlighed, som lugtede kraftigt at hash. Et nærmere kig i lejligheden afslørede da også, at der var gemt flere små poser med hash og kokain. Den 19-årige mand blev derfor sigtet både for narkobesiddelse og for at stå bag indbruddet hos den 22-årige mand, hvor han blandt andet fik stjålet sin cykel.

Powered by Labrador CMS