Finder mortergranat under tag
En opgang blev evakueret
Et fund af en mortergranat fik politiet til at rykke hurtigt.
Hærens Ammunitionsrydningstjeneste, EOD, blev tilkaldt, mens en opgang blev evakueret.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog tirsdag klokken 09.10 anmeldelse om fund af noget, der lignede mortergranat.
– Det var i forbindelse med udskiftning af tag, siger Palle Hansen, kommunikationsrådgiver ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Newsbreak.dk.
Fundet blev gjort på Hellig Andersvej i Slagelse.
– Af sikkerhedsmæssige årsager blev opgangen evakueret, siger Hansen.
Da EOD ankom til stedet, kunne det klokken 11.39 konstateres, at det var en mortergranat.
– Den var afskudt, siger Palle Hansen.
EOD tog resterne af granaten med sig – og beboerne kunne igen vende tilbage til deres lejligheder.