Finder lig i park
Liget af den døde kvinde matcher beskrivelsen af forsvundne Gabby Petito
Se flere fotos i bunden af artiklen
En kvinde er fundet død i en nationalpark i den amerikanske delstat Wyoming.
Det lig, som politiet har fundet, matcher beskrivelsen af en 22-årig kvinde ved navn Gabby Petito, som har været forsvundet siden 25. august. Det fortæller FBI ifølge BBC.
Dødsårsagen er endnu ikke klarlagt, lyder det fra FBI-agent Charles Jones på et pressemøde søndag.
Skændtes med sin forlovede
Den forsvundne kvinde var på tur tværs over USA med sin jævnaldrende forlovede Brian Laundrie.
Parret blev på et tidspunkt stoppet af politiet, hvor de forklarede, at de havde haft et voldsomt skænderi. Politiet anbefalede dem at tilbringe natten hver for sig.
Første september vendte Brian Laundrie pludseligt hjem til sin familie i den ombyggede varevogn, som parret var kørt afsted i, efter en måneds rejse - men uden Gabby Petito.
Forlovede sporløst forsvundet
Ti dage senere meldte den unge kvindes familie hende savnet.
Og et par dage efter forsvandt kvindens forlovede også.
Parret havde planer om at filme deres eventyr på tværs af USA og dele det på Youtube.
På deres kanal ligger der én video, som i skrivende stund har 2.907.227 visninger. Den kan ses her.