Finder bomber under tunnel-byggeri
Bomberne fundet af ubemandet ubåd
Øjnene blev spærret noget op hos de arbejdere, som har travlt med at bygge den kommende Femern-tunnel.
To store bomber fra 2. Verdenskrig dukkede nemlig forleden op på havbunden – tæt på det sted, hvor den nye tunnelforbindelse skal ligge.
Bomberne blev fundet af en ubemandet miniubåd, som blandt andet fotograferer havbunden.
Afsøgningen af havbunden er en normal standardprocedure, før man går i gang med selve byggeriet.
To forskellige bomber
– Arbejdet med at etablere tunnelen skal naturligvis gennemføres sikkert. Derfor vil Søværnets Dykkertjeneste fjerne bomberne, siger kommunikationschef i Femern A/S, Morten Kramer Nielsen, til Newsbreak.dk.
Ifølge TV2 Øst er der tale om henholdsvis en dybdebombe og en bombe fra et fly.
Forsvarskommandoen oplyser til den lokale TV-station, at det ikke er planlagt, hvornår bomberne henholdsvis skal sprænges og flyttes.