Finder 1800 kanonslag
Politiet holder kortene ind til kroppen.
Politiet har fundet ikke mindre end 1800 kanonslag.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Her står der, at de blev fundet under en ransagning i Aabenraa.
De er – i sagens natur – blevet beslaglagt.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Syd- og Sønderjyllands Politi, da der også skriver, at det ikke – på grund af efterforskningen – har flere informationer i sagen.
Det vides altså ikke, om ransagningen var målrettet det ulovlige fyrværkeri.
Vagtchef Ole Aamann fortæller til Ritzau, at det ikke er første gang i år, at politiet beslaglægger kanonslag i denne størrelsesorden.
– Vi har på det sidste lavet flere store beslag i denne her størrelse omkring 1800 til 2000 kanonslag, siger han.
Ved tidligere ransagninger i efteråret har beslaglæggelser af ulovligt fyrværkeri ført til, at flere unge er blevet sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.
Eksempelvis oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi 16. november i en pressemeddelelse, at tre mænd på 18, 19 og 25 år var blevet sigtet.
Ifølge politiet har problemer med, at kanonslag bliver fyret af, stået på siden oktober. Det har været til stor gene for flere borgere, som har anmeldt hændelserne til politiet.
Affyringerne har primært været centreret i Sønderjylland. Det gælder særligt omkring Aabenraa, hvor eksempelvis postkasser er blevet sprunget i luften.
Politiet har i løbet af november sat flere kræfter ind på at patruljere i gaderne og efterforske hændelserne.
Selv om det er velkendt for politiet, at der op til jul bliver et større arbejde med at kontrollere ulovlig opbevaring og salg af fyrværkeri, er det kommet tidligere i år, siger Ole Aamann.
– Det har stået på i noget tid, så det har været tidligere på vej i år, end vi har oplevet før, siger han.