Finder 100 skarpe skud og en håndgranat liggende i beboelsesområde
Det helt store mandskab blev kaldt til Dragør efter en anmeldelse om både patroner og granater i et beboelsesområde.
Politi, brandvæsen, lægeambulance og ambulance blev 12.33 kaldt til Wiedergården i Dragør.
Anmeldelsen gik på, at der lå noget ammunition og det, der var værre, ved en opgang i Wiedergården 1.
– Da vi når frem kan vi konstatere, at der er cirka 500 løse skud, 100 skarpe og så en håndgranat, fortæller Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi, til Newsbreak.dk.
Løse og skarpe skud er der ikke det store i for hovedstadens ordensmagt.
– Men håndgranater er vi ikke så gode til, som vagtchefen underfundigt udtrykker det.
Tilkalder EOD
Derfor valgte man at tilkalde hærens ammunitionsrydningstjeneste, EOD (Explosive Ordnance Disposal).
– De kan dog konstatere, at granaten er ufarlig, siger Henrik Brix.
Han er dog ikke helt glad for, at skarpe skud har ligget fit i det offentlige rum.
– De kunne jo være havnet i de forkerte hænder, siger han.
Om det var en borger, der kom lidt for sent til frit lejde-aktionen i juni, kan man kun gisne om.
– Men noget tyder på, det var lagt der, for at det skulle findes, siger Henrik Brix.
De fundne genstande er nu væk fra Wiedergården – det samme er afspærringen og alt mandskabet.