Finansmand vil trække sig fra superligaklub
Erhvervsmanden vil sælge sin aktiepost og stoppe som bestyrelsesformand i Superliga-klubben.
Med Kurt Andersen som hovedaktionær og bestyrelsesformand har fodboldklubben FC Vestsjælland de seneste seks år bevæget sig fra de nedre divisioner til Superligaen.
Nu er det snart slut, for erhvervsmanden ønsker at trække sig, skriver Sjællandske Medier.
– Formanden og hovedaktionæren i en klub som vores skal være der 24/7, og det kan jeg simpelthen ikke. Derfor har jeg valgt at trække mig, siger Kurt Andersen til Sjællandske Medier.
Han har endnu ikke fundet en køber til sin aktiepost.
– Jeg sælger ikke til hvem som helst. Jeg ser helst, at det bliver en gruppe lokale investorer, men der er endnu ikke dukket noget interessant op.
– Det er vigtigt, at det er de rigtige mennesker, siger Kurt Andersen.
Han vil ikke afvise, at han kan finde på at blive i bestyrelsen som menigt medlem.
Kurt Andersen blev for alvor kendt i den danske offentlighed, da han fra 2002-07 var storaktionær i AGF.
/ritzau/