Finanslov: Folkeskolen får milliongave

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen, SF og EL afsætter 75 millioner til inklusion af elever med særlige udfordringer i folkeskolen.

Endnu en delaftale i finanslovforhandlingerne er faldet på plads.

Den betyder, at regeringen, SF og Enhedslisten afsætter 75 millioner kroner over tre år til inklusion af elever med særlige udfordringer i folkeskolen. Det skriver DR Nyheder.

Pengene afsættes i en pulje og vil sikre, at flere specialpædagoger kan deltage i timerne, og at de kan give faglig sparring til andre lærere.

SF’s gruppeformand, Jonas Dahl, mener, at det er nødvendigt med flere midler til inklusion, hvis lærerne skal kunne håndtere den udfordring, det er. Han mener dog ikke, at 75 millioner kroner er nok.

SF havde i første omgang krævet 600 millioner kroner over tre år til området, så det er et noget mindre beløb, man nu må nøjes med.

– Men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Derfor er vi glade for, at vi nu blandt andet sikrer, at der er speciallærere, der kan gå ind i de klasser, hvor der er udfordringer, siger han til DR Nyheder.

Regeringen, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti besluttede i 2012, at 96 procent af alle skolebørn i 2015 skal undervises i den almindelige folkeskole.

Det svarer til, at 10.000 børn skal flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almindelig klasse frem for en specialklasse.

På nogle skoler går det godt med at inkludere eleverne med de særlige behov, mens det andre steder har skabt så massive problemer, at både lærere, elever og forældre sætter spørgsmålstegn ved, om inklusion overhovedet er en god idé.

Alligevel står både politikere, KL og Danmarks Lærerforening fast på, at det er godt i højere grad at favne flere børn med særlige behov i den almindelige folkeskole.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS