Filmselskab skal bøde for Bodil Jørgensens ulykke

Filmselskabet ASA står til en bøde efter skuespilleren Bodil Jørgensen kom slemt til skade under en filmoptagelse. Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Produktionsselskabet ASA Film har fået en bøde på 70.000 kroner for den traktorulykke, der i juni kvæstede skuespilleren Bodil Jørgensen.

Ulykken skete i forbindelse med optagelserne til filmen »Far til fires vilde ferie«, hvor den folkekære skuespiller sammen med kollegaen Kurt Ravn skulle køre en traktor op på et dige. Da traktoren nærmede sig toppen, skred den, og Bodil Jørgensen faldt af og blev ramt af traktoren.

Det fik Arbejdstilsynet til at gå ind i sagen, og tilsynets rapport ligger nu klar med en konklusion om, at filmscenen ikke foregik sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det har fået politiet til at rejse sigtelse mod ASA Film for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, og med sigtelsen følger en bøde på 70.000 kroner, som ASA Film betaler uden indvendinger, siger producent Henrik Møller-Sørensen.

»Ansvaret for ulykken er ASA Films, for der bør ikke kunne ske en ulykke på en filmoptagelse, som jeg er øverste ansvarlige for. Når der alligevel sker en så frygtelig ulykkelig hændelse, så er der ting, som vi ikke har gjort rigtigt. Jeg vil gerne igen beklage dybt overfor især Bodil Jørgensen, men også over for alle andre, at det kunne gå så galt,« uddyber han i en pressemeddelelse.

ASA Film oplyser, at der ifølge Arbejdstilsynet blev begået følgende fejl under filmoptagelsen i juni:

– Filmscenen var ikke i alle led planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

– Traktorens bagskovl blev anvendt til persontransport, hvilket ikke var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

– Føreren af traktoren var ikke tilstrækkeligt oplært i traktorkørsel på dige.

Henrik Møller-Sørensen lover, at ASA Film fremadrettet vil være mere opmærksom på sikkerheden i forbindelse med filmoptagelser og opfordrer resten af branchen til at være det samme.

»På alle filmoptagelser tager vi sikkerheden meget alvorligt. Det bedste, vi nu kan gøre, er, at lære af ulykken og skærpe den ansvarsfølelse, som alle har på filmoptagelser. Desuden har jeg bedt Producentforeningen om at indkalde til et møde med Skuespillerforbundet og Filmarbejderforeningen FAF, hvor sikkerhedssituationen på filmoptagelser tages op, så man i fremtiden undgår den slags ulykker,« siger han.

Powered by Labrador CMS