Film med danske bidrag misser priser ved Golden Globe
Filmene "The Triangle of Sadness" og "The Good Nurse" var begge nomineret til Golden Globes uden at vinde
Filmen "The Good Nurse" må se sig slået ved dette års Golden Globe, som løber af stablen natten til onsdag dansk tid.
Filmen er instrueret af danske Tobias Lindholm, og det var den britiske skuespiller Eddie Redmayne, der var nomineret i kategorien Bedste Mandlige Birolle.
Han vandt prisen
Det var dog den vietnamesisk-amerikanske skuespiller Ke Huy Quan, der løb med statuetten.
Han vandt prisen for sin rolle i filmen "Everything Everywhere All at Once".
Eddie Redmayne var nomineret for sin rolle som sygeplejersken Charles Cullen.
Han var en seriemorder fra New Jersey, der menes at have slået flere hundrede mennesker ihjel på de sygehuse, han arbejdede på fra slutningen af 1980'erne til og med 2003.
Vicki Berlin på rollelisten
"The Good Nurse" var dog ikke den eneste film med dansk bidrag, der var nomineret til en Golden Globe.
Det samme gjaldt for filmen "Triangle of Sadness". Den har blandt andre den danske skuespiller Vicki Berlin på rollelisten. Også den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Burić er med i filmen.
Her var det den filippinske skuespiller Dolly De Leon, der var nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Birolle.
Angela Bassett
Men det var altså i stedet den amerikanske skuespiller Angela Bassett, der blev udråbt som vinder.
Hun vandt prisen for sin rolle i filmen "Black Panther: Wakanda Forever".
"Triangle of Sadness" var også nomineret som Bedste Film – Musical eller Komedie, men også her måtte den se sig slået. Denne gang af filmen "The Banshees of Inisherin".
Årets prisuddeling løb af stablen, efter at det sidste år foregik på anderledes vis.
Massiv kritik
Her blev det ikke sendt live på nogen tv-station, ligesom der heller ikke var publikum ved uddelingen.
Ændringerne blev indført, efter at Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler filmpriserne, kom under massiv kritik for mangel på etik og diversitet.
Showet kom under lup i 2021, da avisen Los Angeles Times beskrev, at HFPA ikke havde nogen sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.
"Elvis"
Dette års Golden Globes var den 80. af slagsen og fandt sted i Beverly Hills i Californien.
Her var blandt andre skuespilleren Austin Butler blandt nattens prismodtagere. Han vandt prisen som Bedste Mandlige Skuespiller - Drama for sin præstation i filmen "Elvis", hvor han spiller den afdøde rock n' roll-konge.
I kategorien Bedste TV-serie - Drama vandt "House of the Dragon" .
Imens vandt Steven Spielberg prisen for Bedste Instruktør for filmen "The Fabelmans".