Fik delt oplysninger: - Dybt beklageligt!
Nu går selskabet bag til bekendelse
Mellem ti og 50 borgere har fejlagtigt fået delt deres oplysninger på den nye digitale tjeneste mit.dk fra sin digitale postkasse.
Det er sket på grund af en 'menneskelig' fejl, som selskabet bag Mit.dk, Netcompany, nu beklager.
Det oplyser Netcompany torsdag aften.
53 minutter efter lanceringen blev Netcompany opmærksom på problemer, og klokken 09.15 var platformen lukket for alle, oplyser selskabet.
Få berørt af fejl
I alt nåede 2182 borgere at logge på Mit.dk. De færreste var dog berørt af fejlen, siger Thomas Demant, partner i Netcompany, i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Vi beklager, at nogle brugere på Mit.dk har fået delt deres oplysninger. Om morgenen den 21. marts blev vi opmærksomme på, at en bruger ved en fejl havde fået adgang til en anden brugers kontaktoplysninger i form af e-mail og telefonnummer, da vedkommende loggede ind på Mit.dk, siger han.
Dybt beklageligt
- Vi ved, at problemet er opstået på grund af en menneskelig fejl, men det er sådan noget, der ikke må ske, og vi beklager dybt.
Berlingske har tidligere torsdag skrevet om borgeren Tage Lysgaard, der ved en fejl oplevede at se andres personoplysninger på Mit.dk.