Fifa roser Chelsea-læges beslutning
Målmand spillede videre i 14 minutter efter et grimt sammenstød, men lægen gjorde det rigtige, mener Fifa.
Det så alvorligt ud, da Chelseas målmand Thibaut Courtois søndag måtte lade sig udskifte fra opgøret mod Arsenal med blod løbende ud af øret.
Målmanden gik ud som et lys efter et sammenstød med Alexis Sánchez og lå nogle sekunder bevidstløs på banen. Men lægerne lod ham spille videre, indtil han blev utilpas.
14 minutter spillede belgieren, inden han blev skiftet ud, men lægen gjorde intet forkert i at lade ham fortsætte i første omgang.
Det mener præsidenten for Fifas medicinske komité, Michel D’Hooghe, der står bag en regelændring, som skal få sporten til at tage hjernerystelser seriøst.
– Jeg mener oprigtigt og først og fremmest, at holdlægen (Chelsea-lægen Eva Carneiro, red.) udførte en korrekt undersøgelse. Hun kom til den konklusion, at han kunne spille videre, men hun holdt øje med ham.
– Og i det øjeblik, han ikke følte sig tilpas, som det kan ske ved en hjernerystelse, tog de den rigtige beslutning ved at skifte ham ud, siger Michel D’Hooghe.
Courtois blev sendt på hospitalet under kampen for at blive testet for eventuelle hovedskader.
Han blev behandlet for et mindre snit i øret, og allerede mandag blev han igen meldt klar.
/ritzau/AFP