FIFA-boss i modvind

Sepp Blatter. Foto: Fadel Senna/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

FIFAs 78-årige præsident Sepp Blatter overvejer at trække sig fra det kommende præsidentvalg, erfarer BBC.

Sepp Blatter, der har været præsident i FIFA siden 1998, meddelte ved sidste valg i 2011, at han ville trække sig i 2015. Tidligere i år annoncerede FIFA-bossen så, at han alligevel havde i sinde at stille op som kandidat ved valget i 2015. En beslutning, der blev mødt med blandede holdninger fra de internationale fodboldforbunds inderkredse.

For Blatter har været anklaget for lidt af hvert i de 16 år som FIFA-præsident – senest i forbindelse med den meget omtalte korruptions-rapport, der havde til formål at belyse budprocessen op til udnævnelsen af Rusland og Qatar som VM-værtsnationer i 2018 og 2022. Her er FIFA nemlig blevet beskyldt for at tilbageholde vigtige konklusioner fra rapporten. Selv manden bag rapporten, den amerikanske jurist og leder af efterforskningsafdelingen i FIFAs etiske komité, Michael Garcia, var utilfreds med FIFAs behandling af rapporten, som, han mente, manglede uafhængighed.

Så utilfreds var han, at han i sidste uge valgte at forlade sin post i FIFAs etiske komité.

Garcias exit har været yderligere brænde på det i forvejen rødglødende bål, som FIFA med Sepp Blatter i spidsen er blevet grillet på i den seneste tid.

Tidligere på måneden fortalte Blatter ellers, at han havde støtte fra fem ud af de seks kontinentale fodboldforbund, der udgør FIFA, men en kilde tæt på FIFA fortæller ifølge BBC, at Blatter virker mere end udkørt oven på den seneste tids ballade omkring Rusland og Qatars udnævnelse som VM-værtsnationer.

Deadlinen for præsident-kandidaturet i FIFA er 29. januar, og Blatter har endnu ikke officielt meldt sig på banen. BBCs kilder i FIFA fortæller desuden, hvordan der i lyset af de seneste begivenheder i FIFA er flere mulige udfordrere til præsidentsædet, der kraftigt overvejer at annoncere deres kandidatur.

Det forventes dog, at Sepp Blatter vælger at genopstille som kandidat til præsidentposten i FIFA. Årsagen hertil er, at det asiatiske fodboldforbund (AFC) under ledelse af Shaikh Salman af Bahrain har erklæret stærk støtte til den schweiziske FIFA-præsident.

Skulle Sepp Blatter vælge at genopstille endnu engang, kan han dog ifølge BBC se frem til en del mere modstand end ved sidste valg, hvor schweizeren var den eneste opstillede kandidat.

Mens det nuværende medlem af FIFAs eksekutiv komité, Prins Ali af Jordan, ifølge BBCs oplysninger kunne være en af kandidaterne, bliver en anden kandidat, det tidligere FIFA-medlem Jerome Champagne, der offentligt har kritiseret FIFA for at holde oplysninger tilbage i forbindelse med VM-værtskabet til Rusland og Qatar. BBC mener desuden at vide, at flere FIFA-medlemmer er begyndt at rette opmærksomheden mod Jeffrey Webb. Han blev i 2012 udnævnt som præsident for fodboldforbundet i Caribien, Nord- og Mellemamerika, Concacaf, og har siden stabiliseret det vaklende økonomiske fundament, der var i forbundet ved overtagelsen. Han har desuden stået i spidsen for FIFAs anti-diskriminations-taskforce, og har blandt andet indført nye strenge sanktioner for racisme i fodbold.

Oprindeligt ville Webb først stille op som præsidentkandidat ved valget i 2019, men på grund af det pres, der er blevet lagt på Blatter i den seneste tid, skulle Webb ifølge BBC overveje muligheden for at stille op ved det kommende valg.

Hvis Sepp Blatter i sidste ende vælger at trække sig fra valgkampen, er han ifølge BBC klar til at støtte Shaikh Salman eller FIFAs generalsekretær Jerome Valcke som sin afløser.

Men med fem uger til, at kandidaterne skal være på plads, er det altså stadig uvist, hvorvidt Blatter vælger at genopstille, eller om han efter 16 år som præsident takker af.

»Vi må vente indtil 1. februar med at se, hvem kandidaterne bliver,« lød det kryptiske svar fra den kontroversielle FIFA-præsident, da BBC i sidste uge spurgte ind til det kommende præsidentvalg i FIFA.

Powered by Labrador CMS