Fest starter corona-lavine
Flere unge i Silkeborg er blevet testet positiv for coronavirus. En fest kan være årsagen.
De seneste uger kan det ikke være gået danskernes næser forbi, at der er sket en opblussen af coronasmittede.
Der er særligt i flere kommuner blevet peget på de unge, der nu fylder mere i statistikkerne over dem, der testes positivt.
I Silkeborg har man de seneste døgn oplevet, at flere unge på forskellige ungdomsinstitutioner har fået konstateret coronavirus.
Det er formentlig, fordi de alle har deltaget i en fest, hvor én deltager havde coronavirus, skriver Midtjyllands Avis.
På College 360 i Silkeborg har fire elever foreløbigt fået konstateret coronavirus. På Handelsgymnasiet på Bindslevs Plads er tre smittet, mens en fra erhvervsuddannelsen på Bredhøjvej er smittet.
Yderligere to er meldt syg fra mandag til onsdag, mens der yderligere er to fra handelsgymnasiet, der er smittet.
Det har fået College 360 til at reagere, for flere af deres elever kan have deltaget i den fest, man mener, er årsagen til, at smitten har spredt sig.
– Vi har fået oplyst, at der har været en fest i weekenden, hvor en coronasmittet har deltaget. Da vi ved, at flere elever fra vores skole har været med til festen, så handler vi nu ud fra et forsigtighedsprincip, konstaterer direktør Henrik Toft fra College 360, der har sendt syv klasser hjem, som skal have virtuel undervisning.
De smittede elever deltager i smitteopsporing, derfor kan der de kommende dage være endnu flere, der testes positive, fordi de enten har deltaget i festen eller været i tæt kontakt med én af dem, der deltog.